Nødhjælp fra messianske jøder skaber debat
Rigtig mange organisationer verden over har taget initiativ til at hjælpe ukrainske flygtninge på forskellige måder.
I Israel gælder det i høj grad også de messianske organisationer. I en længere artikel på The Times of Israel sættes der fokus på to af disse grupper, nemlig Chosen People Ministries og Jews for Jesus.
Ingen af grupperne lægger skjul på, hvad de tror på: At Jesus er Messias. De lægger heller ikke skjul på, at de gerne vil fortælle om Jesus. Men begge grupper siger samtidig klart og tydeligt, at den nødhjælp, de giver i disse uger, ikke er et påskud for at bedrive mission. Nødhjælp er ikke et middel til at opnå et mål (mission). »Det er ikke vores definition af kærlighed,« lyder det blandt andet fra Mitch Glazer, som er leder af Chosen People.
Kalder hjælpen »afskyelig« og »respektløs«
Alligevel lyder der – måske ikke så overraskende – kritik fra grupper, der er imod mission i Israel. Rabbiner Tovia Singer kalder de messianske gruppers aktivitet for »afskyelig«. Han mener, at de messianske jøder »udnytter mennesker i en sårbar situation«. Også Shannon Nuszen fra organisationen Beyneynu, som overvåger missionerende aktivitet i Israel, er kritisk. Hun mener, det er »respektløst og over grænsen«, når Jews for Jesus deler bibler ud til de ukrainere, de hjælper.
De messianske grupper bliver kort sagt mistænkt for at have lumske bagtanker og ikke spille med åbne kort. De mistænkes for at ville lokke jøder i en fælde, hvor de tror, de får nødhjælp, men hvor det i virkeligheden handler om, at man vil få dem til at konvertere.
De messianske grupper taler dog aldrig om konvertering, når jøder kommer til tro på Jesus. De betragter det som en tro, der hører til inden for jødedommen – hvor man tror, at den Messias, jøderne venter på, allerede har været her, og at han en dag kommer igen.
Og mission er ikke det primære formål, når man rækker en hånd ud til ukrainere i nød –uanset om de er jøder eller ej.
Glazer: Mange messianske jøder i Ukraine
Chosen People, som Mitch Glazer er leder for, har etableret en lejr uden for Warszawa, hvor der lige nu bor 230 mennesker. Mange af dem er jøder, men ikke alle. »Vi forsøger at gøre som Jesus, der tog sig af de mennesker, der havde brug for det,« siger Glazer.
De 230 personer får mad og tøj. Og der bliver arrangeret ture til McDonalds og i bowlinghallen for børnene. Og så er der også bibelstudie og bøn for dem, der har lyst.
Ifølge Glazer er der rigtig mange messianske jøder i Ukraine. Chosen People har hjulpet med at etablere menigheder i både Kyiv, Kharkiv, Mariupol og Lviv. Faktisk er menigheden i hovedstaden en af de største messianske menigheder i verden, fortæller han.
Glazer vurderer, at der før krigens begyndelse var cirka 5000 messianske jøder og 70 messianske menigheder i det nu krigshærgede land.
Vækst blandt messianske jøder
Kritikerne er godt klar over, at de messianske jøder er en voksende befolkningsgruppe i Israel.
Der sker i disse år også en udvikling, hvor flere og flere israelere bliver bekendt med, at de findes. Enten fordi de selv kender en. Eller fordi de støder på det i de israelske medier – eksempelvis i artiklen fra The Times of Israel, hvor forfatteren meget grundigt og redeligt beskriver, hvad den messianske jødedom handler om.