Niarmet lysestage fra tredivernes Nazityskland vendte tilbage

I disse dage – 18.-26. december – fejrer jøderne chanukka. Det er en højtid, hvor den niarmerde lysestage kaldet en chanukia (ikke at forveksle med den syvarmede menora) står helt centralt.

Jøderne mindes nemlig, hvordan Gud lod en menora (!) lyse i otte dage, selvom den kun havde olie til en dag. Det skete, lige efter at Jerusalem var blevet befriet fra syrerne og templet var blevet genindviet i 164 f.Kr. Derfor har man siden brugt den niarmede lysestage til fejringen. De otte lys symboliserer de otte dage – og det niende lys bruges til at tænde de andre med.

Ole Andersen har skrevet mere om højtidens stærke budskab.

 

Lysestage med hagekors i baggrunden

I Tyskland i 1931 blev der også fejret chanukka. Hos familien Posner i Kiel var den niarmede lysestage sat frem i vinduet. På den anden side af gaden lå nazisternes hovedkvarter i regionen – og på bygningen hang et stort flag med hagekors på.

Rachel Posner tog et foto af lysestagen med flaget i baggrunden – et foto, som siden er blevet ikonisk. Ikke mindst fordi Rachel bag på fotoet skrev: »Flaget siger ”død over jødedommen”, lyset siger ”jødedommen vil leve for evigt”.«

Nogle år senere fik Rachel Posner ret. Nazisterne dræbte seks millioner jøder under Anden Verdenskrig – men folket overlevede. Billedet kan ses i denne artikel.

I 1933 flygtede Rachel, hendes mand Akiva og deres tre børn til mandatområdet Palæstina – det nuværende Israel. Med sig tog de den niarmede lysestage fra fotoet – og mange år senere udlånte de den til holocaustmuseet Yad Vashem i Jerusalem.

Og i år, mere end 90 år efter at den stod i familiens vindueskarm i Kiel, er lysestagen nu tilbage i Tyskland. Det er Rachel og Akivas børnebørn, der har taget den med på turen, som er sponsoreret af Tyske Venner af Yad Vashem.

Den har stået tre dage på et museum i Kiel. Og den 19. december, da årets chanukkah netop var begyndt, var den centrum for en lystændingsceremoni i den tyske præsidents palads i Berlin.

Præsident Frank-Walter Steinmeier sagde ved ceremonien, at han »var fyldt med ydmyghed og taknemlighed« over at kunne være vært for den særlige lystænding.

Det var Posner-parrets barnebarn Yehuda Mansbach, der tændte det første lys i stagen. Det gjorde han med tårerne løbende ned ad kinderne.

De stærke billeder kan ses her.

 

Kamp mod antisemitisme

Ceremonien var også en markering af Tysklands kamp mod den antisemitisme, som er vokset de seneste år. Præsident Steinmeier sagde, at »lyset er et stærkt symbol mod hadet«. Et symbol, som »desværre var nødvendigt på grund af den voksende antisemitisme«. Også kansler Olaf Scholz deltog mandag i en ceremoni, hvor chanukka-lyset blev tændt.

I maj offentliggjorde den tyske regering tal for antisemitisme i 2021. De viste en kedelig udvikling, idet der var tale om en stigning på 29 procent i forhold til året før. Der blev registreret i alt 3.027 tilfælde. 2.552 af dem var begået af personer fra den yderste højrefløj.