Nederlag til Bibi: Er magtbalancen tippet?

Om 12 dage udløber den periode, som premierminister Netanyahu har til at danne regering. Og alt tyder på, at det ikke vil lykkes for ham. Hans seneste kreative trick faldt nemlig helt til jordenh

I mandags stemte Knesset om, hvem der skal sidde i den såkaldte Arrangementskomite. Det lyder temmelig tørt, men er ikke desto mindre af stor betydning. Komiteen står for at danne de øvrige komiteer (udvalg) i Knesset. De vælger, hvem der skal sidde i dem, og hvem der skal lede dem. Og så bestemmer de også dagsordenen i Knesset, indtil der er en regering på plads. De står med andre ord for at arrangere Knessets arbejde i de første uger eller måneder.

Netanyahu troede, at hans blok ville vinde afstemningen og dermed få flertal i komiteen. Men så skete der det overraskende, at det arabiske parti Ra’am havde indgået en aftale med oppositionsleder Yair Lapid og stemte med oppositionen. Dermed fik oppositionen flertal i komiteen.

Der er imidlertid et stort men. Fordi Netanyahu har mandatet til at forhandle en regering, er det Likuds Miki Zohar, der leder komiteen. Og efter Likuds nederlag i afstemningen har han valgt ikke at indkalde den nye komite til møde. Komiteen er med andre ord arbejdsløs. De kan ikke danne de øvrige komiteer, som de egentlig er sat i verden for.


Lapid øverst og Netanyahu nederst. Er det et udtryk for, hvem der står bedst i kampen om premierministerposten? (Foto: Hanne Toft)

Ville have direkte premierministervalg

Et af de forslag, som dermed ikke kan blive bragt til afstemning, er et lidt kontroversielt et af slagsen. Netanyahu havde nemlig planlagt, at der skulle udskrives folkeafstemning. Ikke til Knesset. Men en afstemning om, hvem israelerne vil have som premierminister. Det var og er dog uklart, hvordan Netanyahu skulle kunne regere landet selv med en sejr i det sådant valg, når han jo stadig ikke har et flertal i parlamentet.

I perioden 1996 til 2001 var der tre gange direkte afstemning om premierministerposten, men det gik man væk fra igen.

 

… og nu ser han frem mod et femte valg

Efter nederlaget til oppositionen tyder meget nu på, at Netanyahu ønsker et femte valg. Ifølge Haviv Rettig Gur er det netop grunden til, at Netanyahu de seneste dage har startet en kampagne imod Naftali Bennet fra Yamina og beskyldt ham for at være skyld i, at han ikke kan danne regering. Men der er ingen hold i beskyldningerne. For Bennet og hans parti Yamina stemte faktisk sammen med Netanyahu i afstemningen om komiteen.

Netanyahu har skruet op for de traditionelle anklager om, at alle dem, der ikke er med ham, er venstreorienterede. Ifølge Rettig Gur fra The Times of Israel forsøger han at skræmme Bennet væk fra at samarbejde med oppositionen. Bennets frygt kan være, at han bliver associeret for meget med oppositionen (som ifølge Netanyahu og andre er ”venstrefløjen”), og at det vil skade ham ved et eventuelt femte valg.

Men Rettig Gur mener, at denne strategi måske kan give bagslag. At Netanayhu kan skubbe Bennet så langt væk fra sig, at han rent faktisk ender med at samarbejde med oppositionen. Der er da også gode muligheder her. Oppositionsleder Yair Lapid har angiveligt tilbudt en rotationsaftale, hvor Bennet får lov at være premierminister først. Det er ikke noget dårligt tilbud for et parti, der kun har 7 mandater.

 

Kan Lapid samle 61 mandater?

Når Netanyahus periode udløber om små to uger, vil forhandlingsmandatet enten gå til Knesset (ethvert medlem kan blive premierminister, hvis man kan samle 61 mandater bag sig) eller til Yair Lapid (leder af oppositionens største parti, Yesh Atid).

Skulle det lykkes Lapid at få Bennet med på vognen, mangler han kun støtte fra Raam, der har 4 mandater. I denne uge mødtes Lapid for åbne kameraer med Raams leder, Mansour Abbas.

Afstemningen til Arrangementskomiteen viste, at de sammen kan påføre Netanayhu et nederlag. Kan de gøre det en gang til?