Med israelsk hjælp kan palæstinenserne nu vaccinere
Tirsdag begyndte palæstinenserne på Vestbredden af give vacciner til deres medicinske personale. Det kunne Det Palæstinensiske Selvstyres sundhedsminister, Mai al-Kaila, stolt fortælle i et interview. Hun nævnte dog ikke, at de cirka 2000 doser af Modernas vaccine, som gør det muligt, blev leveret af Israel.
Men ifølge COGAT, som er Israels militære koordineringsorgan på Vestbredden, kommer vaccinerne altså fra Israel. Og snart vil man levere yderligere 3000 doser.
Flere doser på vej
Ud over doserne fra Israel forventer palæstinenserne at modtage omkring 50.000 doser i midten af februar. Flertallet af dem kommer via WHO’s program COVAX. Derudover har palæstinenserne indgået aftaler med bl.a. Moderna og AstraZeneca. Og sidst på måneden forventer de at få mellem 240.000 og 400.000 doser fra Moderna.
Der er altså udsigt til, at der kan komme fart på vaccineringen inden for få uger.
Hvad med Gaza?
Ifølge den palæstinensiske sundhedsminister vil man også sende vacciner til Gaza. Det vil i så fald kræve, at Israel tillader det. Og nogle israelere anser det som kontroversielt at sende vacciner til Gaza, som er kontrolleret af terrorgruppen Hamas.
De mener, at Israel bør kræve, at Hamas udleverer de jordiske rester af de to unge soldater, Hadar Goldin og Oron Shaul. Regeringen har ikke givet udmeldinger om, hvordan man forholder sig i det spørgsmål. Men indtil nu er der altså ikke blevet sendt israelske vacciner til Gaza.
Israel vil vaccinere alle over 16
Torsdag tager israelerne selv fat på en ny etape i deres meget vellykkede vaccinationsprogram. Her vil alle over 16 år nemlig kunne få en vaccine.
På nuværende tidspunkt er knap 3,3 millioner israelere blevet vaccineret – heraf har 1,8 millioner fået to skud.
For en uge siden vaccinerede man omkring 200.000 om dagen. Nu er farten sat lidt ned, og man vaccinerer godt 100.000 om dagen.
Planen er, at man inden for de næste to uger har vaccineret 90 procent af alle over 50 år. Lige nu er man på 77 procent af denne gruppe.
Britisk mutation medfører høje smittetal
Desværre kan de mange vaccinationer ikke aflæses i smittetallene, som stadig er alt for høje. Onsdag lød smittetallet for de forudgående 24 timer på hele 7.919. Svarende til næsten 10 procent af alle de testede.
Den britiske mutation af virussen spiller en stor rolle her. Den udgør nemlig 70-80 procent af tilfældene. Og den rammer især mange børn, sammenlignet med den oprindelige variant. Ifølge dr. Zeev Feldman fra Sheba Medical Center er 12 procent af de nye tilfælde børn i alderen 0-9 år.
Det er forventet, at restriktionerne, som i mandags blev forlænget til fredag, vil blive forlænget yderligere.
Israelerne operer dog med ret korte forlængelser. For eksempel forlyder det, at man blot vil forlænge restriktionerne, så de gælder til og med den kommende weekend.