Manglende indrejsetilladelser koster liv - men hvem har skylden?
Når borgerne i Gaza bliver alvorligt syge og har brug for højt specialiseret lægehjælp, er de nødt til at tage til Israel for at få behandling. Men det kræver en tilladelse, som ikke altid er så let at få.
For nylig offentliggjorde WHO, FN’s Verdenssundhedsorganisation, så nogle tal, som viser, at det i 2017 var blevet markant sværere at få en sådan medicinsk tilladelse.
Det har fået adskillige NGO’er til at skyde skylden på Israel i en fælles udtalelse. Eksempelvis har en af NGO’erne Humans Rights Watch (HRW) en nyhed med overskriften: ”Israel: Bundrekord i medicinske tilladelser til Gaza”. Og et stykke nede i udtalelsen står der: ”De israelske myndigheder udstedte i 2017 kun tilladelse til 54 procent af dem, som søgte. (…) WHO rapporterer, at 54 palæstinensere, hvoraf 46 havde kræft, døde på grund af manglende eller for sen tilladelse.” En talsperson fra en af de øvrige NGO’er siger, at ”Israel i stigende grad nægter adgang til potentiel livreddende behandling”.
Alt i alt giver NGO’erne altså det klare indtryk, at skylden for de manglende tilladelser primært ligger hos Israel. Men det er en forvrængning af, hvordan det i virkeligheden forholder sig. Det mener den anerkendte jurist Daniel Pomerantz fra HonestReporting, og han forklarer i en artikel, hvordan ansøgningsproceduren er. Hans konklusion er den modsatte af WHO’s, nemlig at Israel ikke har den primære skyld for de mange afvisninger
Sådan søger palæstinenserne om indrejsetilladelse
Pomerantz peger på, at det i første omgang ikke er Israel, men Det Palæstinensiske Selvstyre, som skal godkende en indrejsetilladelse i forbindelse med medicinsk behandling. Faktisk må Israel ikke give en borger fra Gaza indrejsetilladelse, uden at Selvstyret har godkendt den først. Det er der ifølge Pomerantz en meget simpel juridisk årsag til:
Da Israel og palæstinenserne i 1993 indgik Osloaftalen, anerkendte Israel Selvstyret som den officielle og øverste repræsentant for det palæstinensiske folk. Det betyder, at når en palæstinenser fra Gazastriben gerne vil ind i Israel for at komme på et israelsk hospital, så skal personen sende sin ansøgning ikke til Israel, men til en enhed under Selvstyret, nemlig Den Palæstinensiske Komite for Civile Anliggender. Derefter skal personen så have tilladelse fra Israel til at rejse ind.
Med til historien hører også, at det er Selvstyret, der står for i hvert fald nogle af de økonomiske udgifter forbundet med behandlingen. Og netop i 2017 valgte Selvstyret at mindske sin økonomiske hjælp til Gaza helt generelt. Dette skete i forbindelse med konflikten mellem Selvstyret og Hamas. Blandt andet blev strømforsyningen til Gaza kraftigt reduceret.
Tilbage i sommeren 2017 kunne WHO da også meddele, at Selvstyret i juni måned havde givet 80 procent færre tilladelser end i juni 2016.
Det skal siges, at Israel i visse tilfælde af sikkerhedsmæssige grunde afviser en ansøger, selvom vedkommende har fået Selvstyrets tilladelse. Israel har oplevet, at personer, som modtager behandling på israelske hospitaler, har forsøgt at bruge anledningen til at begå terrorangreb. Pomerantz henviser blandt andet til en historie fra 2005 om en ung pige med brandsår, som havde fået livreddende behandling i Beersheba. Da hun senere skulle til et tjek, blev hun taget med en bombe på sig ved grænseovergangen.
Israel lever op til sine forpligtelser
Pomerantz forklarer videre, at Israel ifølge San Remo-konventionen er i sin gode ret til at indføre en søblokade, fordi man er i krig med Hamas. Israel kritiseres nemlig ofte for at være skyld i den humanitære krise i Gaza på grund af netop blokaden. Og når man – med rette – har indført en søblokade medfører det visse forpligtelser over for den befolkning, som bor i det blokerede område. Pomerantz henviser til, at Israel hver dag leverer mad, medicin og andre fornødenheder til Gaza. Det sker ved Kerem Shalom-grænseovergangen, som gennemsnitligt bliver krydset af 800 lastbiler med varer til de trængte borgere.
Illustrerer på flere måder konflikten
WHO’s rapport og den efterfølgende udtalelse fra de forskellige NGO’er er et godt eksempel på, at en grundlæggende kritisk holdning til Israel kan påvirke måden, man fremstiller en sag på. Selvom det et sted nævnes, at Selvstyret i sommeren reducerede antallet af godkendelser, er det samlede indtryk, at Israel er den skyldige part. Ifølge Pomerantz og HonestReportings research er der da heller ikke bevis for WHO’s påstand om, at Israel har ændret i sin praksis for godkendelser.
På den måde er hele sagen og diskussionen også et godt eksempel på den retoriske del af konflikten. Man møder forskellige tal og påstande, og i sidste ende kan det være svært og meget tidskrævende at efterprøve tallene og påstandenes validitet. Alternativet bliver da at tro på nogle frem for andre. Og her har de fleste nok tendens til at tro på dem, som man i forvejen sympatiserer med.
I midten af det hele står i dette tilfælde nogle syge Gaza-borgere, hvoraf nogle dør, fordi de ikke kan få den nødvendige behandling i Gaza og heller ikke kan få tilladelse til at blive behandlet på et israelsk hospital.
Selve det forhold, at palæstinenserne har behov for at komme til Israel, er værd at nævne her til sidst. Havde palæstinenserne deres eget veludbyggede sundhedssystem, og kunne unge palæstinensere i Gaza og på Vestbredden let få adgang til en medicinuddannelse på at palæstinensisk universitet, så behøvede de slet ikke at tage til Israel. Og dette er selve problemets kerne. Hamas bruger deres penge på at bygge terrortunneller og købe våben i stedet for at opbygge et samfund. Og de palæstinensiske lederes mange afslag på en tostatsløsning betyder, at de stadig ikke har en stat. Var det ikke for disse forhold, ville de syge palæstinensere kunne blive behandlet af deres egne læger i deres eget land. Det ville være bedre for alle. Israel skulle ikke bruge enorme ressourcer på at behandle indrejseansøgninger og på at fragte mad og medicin ind i Gaza. Og palæstinenserne kunne leve i større tryghed og med forventning om hurtig behandling. Men den situation virker meget fjern.