Libanon og Israel ser ud til at indgå aftale om gasfelter

 

Yair Lapid spilder ikke de måneder, han får som midlertidig premierminister i Israel. En del tyder nemlig på, at Israel og Libanon indgår en aftale om rettigheder til nogle af de gasfelter, der ligger ud for de to landes kyst.

Der har i mange år været en konflikt om rettigheder, og hidtidige forsøg på at indgå en aftale er mislykket. Nu har USA været mægler i nye forhandlinger, og amerikanerne kom i weekenden med et aftaleudkast, som meget vel kan blive underskrevet af begge parter.

Dog forlyder det i et libanesisk medie, som støtter terrorgruppen Hizbollah, at Libanon stadig har et par ankepunkter. Hizbollah er imod aftalen.

Det samme er oppositionen i Israel anført af Benjamin Netanyahu. Han har kaldt aftalen ulovlig, fordi den ifølge ham overdrager israelsk territorium til Libanon – og derfor skal den først godkendes i Knesset, mener han.

Men der er ikke tale om israelsk territorium. Derimod er der tale om det, der kaldes landets »eksklusive økonomiske zone«. Det vil sige et område, hvor et land har ret til at udnytte naturressourcer (ligesom gaslækket i Østersøen skete i Danmarks eksklusive økonomiske zone, men ikke på dansk territorium). Og det er altså denne zone, som der har været uenighed om, men som parterne nu muligvis formår at fordele mellem sig.

Lapid har besvaret kritikken fra Netanyahu og sagt, at det nok handler om, at Netanyahu ikke selv var i stand til at få en aftale i hus.

 

Gasfelt til Libanon og andele til Israel

Den helt afgørende del af aftalen handler om det gasfelt, der hedder Qana. Det er endnu ikke fuldstændig udforsket, og det er derfor uvist, hvor meget gas det indeholder.

Ifølge aftalen får Libanon rettighederne til Qana. Men Israel får en vis procentdel af den økonomiske gevinst, har Yair Lapid sagt.

Kritikere af aftalen – for eksempel Netanyahu – siger, at Israel ikke burde »afgive« hele Qana-feltet. David Friedman, der var amerikansk ambassadør i Israel under Trump, har på sociale medier givet udtryk for, at han »ikke forstår, hvordan det kunne komme så vidt«.

Aftalen gør også, at Israel fastholder retten til Karish-feltet – som Israel da også kontrollerer i dag, og som man inden længe forventer at udlede gas fra.

Israel og Libanon har ingen diplomatisk forbindelse og er officielt i krig med hinanden. Det gør naturligvis aftalen endnu mere opsigtsvækkende.