Lapid indvier ambassade og konsulat i Emiraterne
Til august er det et år siden, Israel og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) indgik en aftale om at normalisere de to landes forhold. I kølvandet fulgte lignende aftaler med Bahrain, Sudan og Marokko.
Men selvom det snart er et år siden, er det først i denne uge, at den israelske regering har sendt en repræsentant til UAE. Corona bærer en god del af skylden for, at der er gået så lang tid.
Det er udenrigsminister Yair Lapid, som er på besøg i denne uge. Han har blandt andet været med til at indvie Israels nye ambassade i Abu Dhabi og et konsulat i Dubai.
I sin tale sagde han, at konsulatet er et symbol på de to landes ”evne til at forandre verden”. ”I dag åbner vi ikke bare et konsulat, men et center for samarbejde. Det symboliserer vores evne til at tænke sammen, udvikle sammen og forandre verden sammen”, lød det onsdag.
USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, kom med en udtalelse i forbindelse med ambassadeåbningen, hvor han understregede, at ”USA vil fortsætte med at samarbejde med Israel og UAE om at skabe fred, sikkerhed og en lys fremtid for alle i Mellemøsten.”
Dermed ser den nye israelske regering ud til at kunne bygge videre på den succes, som Netanyahu forgæves håbede kunne forlænge hans tid som premierminister.
Det er stadig uvist, om flere lande i regionen følger trop og indgår en fredsaftale med Israel. Men jo mere positivitet der skabes omkring det, jo mere øges sandsynligheden for det.
Lapids tur til UAE lader helt klart til at have skabt yderligere positiv stemning. Og med åbningen af ambassaden vil det fremover blive endnu lettere at udbygge samarbejdet mellem de to lande.