Kun en gedigen overraskelse kan forhindre et tredje valg
Om en uge ved vi, om Israel bliver kastet ud i en tredje valgkamp på under et år. 11. december er nemlig sidste deadline, inden der helt automatisk udskrives valg.
Både Benjamin Netanyahu og Benny Gantz er mislykket med deres forsøg på at danne en regering – og nu befinder vi os så i en periode, hvor alle parlamentsmedlemmer i princippet kan danne regering, hvis de kan samle et flertal.
I går mødtes Gantz og Netanyahu til et møde, der varede 45 minutter, for endnu en gang at tale om muligheden for en samlingsregering med de to lederes partier, Blå og Hvid og Likud.
Efterfølgende var der ikke just optimisme at spore. Begge partier kom med udtalelser, der primært fokuserede på, hvorfor det er den andens skyld, at Israel har kurs mod et tredje valg.
Rygter om ny form for skræddersyet regeringsforløb
Tirsdag aften fortalte den israelske nyhedskanal Channel 13, at en samlingsregering stadig var en mulighed. Kanalen kunne melde om en aftale, der indebar følgende:
- Netanyahu vil være premierminister først, men vil kun være det i op til seks måneder, hvorefter han vil tage orlov. Herefter vil Gantz være premierminister i 18-24 måneder.
- Blå og Hvid vil få både forsvarsministerposten (til Gabi Ashkenazi), udenrigsministerposten (Yair Lapid) og indenrigsministerposten (hvor mange spørgsmål om religion og stat bliver afgjort).
- Likud vil beholde posten som formand for Knesset.
- Der vil blive over 30 ministerier, som skal fordeles mellem de to partier.
- Jordandalen vil blive annekteret.
Det fremgår ikke helt tydeligt, om højrefløjspartierne vil fungere som støttepartier – noget, som indtil nu har været et krav fra Netanyahus side. Det er bemærkelsesværdigt, at annektering af Jordandalen skulle være en del af aftalen, ligesom de 30 ministre er et ekstremt højt antal.
Set fra Gantz’ perspektiv
Problemet for Benny Gantz er, at han i sin valgkamp har sagt, at han nægter at sidde i regering med Netanyahu, så længe han er under mistanke for korruption. En mistanke, der kun er blevet større, efter at han for nylig blev tiltalt i tre sager. Rygterne siger, at Gantz faktisk er villig til at indgå en aftale i stil med den, Channel 13 kunne berette om. Men at de tre øvrige ledere i partiet, Ashkenazi, Lapid og Ya’alon, er uenige med ham og ikke ønsker en regering med Netanyahu.
Ser man nøgternt på det, lyder aftalen umiddelbart god for Gantz. Han får selv premierministerposten efter et halvt år. Alternativet er et nyt valg, og i dette scenarie vil der med sikkerhed går længere tid, inden han (måske) kan blive premierminister. Spørgsmålet, han stiller sig selv, er: Hvad vil der ske med Blå og Hvid, hvis hangår i regering med Netanyahu og dermed bryder sit valgløfte?
Set fra Netanyahus perspektiv
Netanyahu lader umiddelbart til at være den, der er mest interesseret i den ovenstående aftale eller noget, der ligner. Der spekuleres i, at det for ham mest handler om at lokke Gantz til at fravige sit valgløfte om ikke at sidde i regering med Netanyahu. I håb om, at dette kan få fundamentet til at skride under Gantz.
Det kan også være, at Netanyahu er begyndt at erkende, at hans tid som premierminister er slut. At slutte af med et halvt år på posten vil være at foretrække frem for de andre alternativer: at tabe et internt formandsvalg i Likud, at tabe et kommende valg eller at blive tvunget til at gå af, hvis han bliver dømt i den kommende retssag.
Set fra Liebermans perspektiv
En tredje vigtig person i alt dette er Avigdor Lieberman. Hans parti, Yisrael Beiteinu, som er et sekulært højreparti, har hele tiden talt for en samlingsregering. Og ifølge Channel 12 overvejer Lieberman lige nu er træk, som kunne vise sig at gennemtvinge en udvikling, der minder om den aftale, der er nævnt øverst i artiklen.
Channel 12 beretter, at Lieberman nu og her overvejer at støtte Netanyahu og hans øvrige højrefløjspartier og dermed gøre ham til premierminister, mens Gantz vil ende i oppositionen. Dog med den afgørende betingelse, at Netanyahu træder af efter seks måneder – hvorefter Likud går med i en regering ledet af Benny Gantz.
Netanyahu kan se sig nødsaget til at acceptere sådan et forslag, da det jo svarer til det, han lige nu påstår at tilbyde Blå og Hvid. Og efter de seks måneder er det svært at forestille sig, at Gantz skulle sige nej til at stå i spidsen for en regering – også selv om Netanyahu fortsat skulle figurere i Likud.
Tredje valg vil være trist
Det lader til, at mange i Israel helst er fri for et tredje valg. Forståeligt nok. Ikke mindst set i lyset af, at et nyt valgresultat ikke nødvendigvis baner nye veje.
Et nyt valg vil ikke kun teste tålmodigheden og øge politikerleden i Israel. Det vil også få (fortsatte) konsekvenser for landet, hvor der siden april har været en midlertidig regering, der ikke har kunnet handle langsigtet.
Spekulationerne om, hvordan en regering kan blive dannet inden for den næste uge er mange. Men de gode grunde til at tro på et sådant udfald er desværre temmelig få.