Kort nyt: Restriktioner udløber - og aktiedrama medfører antisemitisme

Sen udmelding om forlængelse af nedlukning

Når søndag bliver til mandag, udløber coronarestriktionerne i Israel. Medmindre de altså bliver forlænget inden. Men det er langtfra sikkert.

Det var oprindeligt planen, at Knesset skulle stemme om en forlængelse torsdag, men det er nu udskudt til enten søndag eller mandag. Det skyldes blandt andet, at regeringspartiet Blå og Hvid nægter at stemme for en forlængelse, før Knesset har vedtaget at forhøje bøderne for at overtræde restriktionerne. Blå og Hvid kræver også, at reglerne bliver håndhævet i højere grad.

Det betyder, at mandag måske bliver en slags mellemdag, hvor restriktionerne ikke gælder. Sundhedsminister Yuli Edelstein raser over, at restriktionerne ikke kan forlænges »på grund af politisk spil«, og advarer om, at Israel kan blive »en ukontrolleret smittespreder«.

Der er i øvrigt kun lagt op til en forlængelse på cirka en uge.

 

Antisemitisme i kølvandet på aktiedrama

I denne uge har der udspillet sig lidt af et drama på aktiemarkedet. GameStop-aktien er steget voldsomt på grund af en forhandlingskrig mellem såkaldte hedgefonde og private investorer. Den tekniske forklaring af det egner sig ikke til disse korte nyheder.

Det aktuelle her er derimod, at der er jødiske investorer både i den ene og den anden lejr. Alle meget velhavende.

Og desværre har krigen mellem hedgefond-direktørerne og de private investorer medført adskillige antisemitiske kommentarer online – rettet mod de involverede jødiske investorer. For eksempel har flere skrevet, at de »vil ramme jøderne, hvor det gør allermest ondt – på pengepungen«. Andre har brugt anledning til at ytre, at jøderne manipulerer og styrer verden. At jøder skulle være griske og manipulerende er en gammel antisemitisk påstand.