Kort nyt: Færre smittede, skænderi på mindedag og nyt om kontroversiel lov
Fløjkrig, da Rabin blev mindet
I denne uge markerede Israel 26-årsdagen for mordet på daværende premierminister Yitzhak Rabin. I Knesset blev der holdt taler af partiledere, og det gik, som det er gået ofte før, når Knesset mindes Rabin, der tilhørte Arbejderpartiet.
Politikere fra (midten og) venstrefløjen kritiserede den yderste højrefløj for ikke at have lært noget af mordet på Rabin, fordi de »fortsætter med at opildne til had« mod dem, som de er politisk uenige med. »Yigal Amirs [Rabins morder] ideologiske arvinger sidder i Knesset i dag,« sagde udenrigsminister Yair Lapid fra midterpartiet Yesh Atid. Det fik – knap så overraskende – Bezalel Smotrich fra partiet Religiøs Zionisme til at råbe »antizionist«. Smotrich måtte eskorteres ud af salen, hvilket han efterhånden har prøvet nogle gange.
Højrefløjen brugte noget af taletiden på at brokke sig over, at venstrefløjen lægger skylden for én ekstremists handling på dem. Dagen efter sagde indenrigsminister Ayelet Shaked fra højrefløjspartiet Yamina: »Da jeg hørte talerne, krummede jeg tæer. Det er dybt uretfærdigt at kalde hele højrefløjen for modstandere af demokratiet.«
Det var ikke en værdig måde at mindes den dræbte Yitzhak Rabin på. Bezalel Smotrich måtte smides ud af Knesset-salen. Det har han prøvet før, som det ses på billedet her fra tidligere på året.
Uenighed om anti-Netanyahu-lov
Dele af Israels regering ønsker at vedtage en lov, der i praksis vil forhindre Benjamin Netanayhu i at generobre posten som premierminister. Loven, som justitsminister Gideon Saar præsenterede i denne uge, forbyder en person, som er sigtet for en forbrydelse, der giver mindst 3 års fængsel, at blive premierminister. Netanyahu er sigtet i tre sager om magtmisbrug. Hvis loven skulle blive vedtaget inden næste valg, vil han – forudsat at sagen ikke er afgjort til hans fordel – derfor ikke kunne blive premierminister.
Flere regeringsmedlemmer er imod loven. Blandt andet Ayelet Shaked, som er nummer to i hierarkiet i premierminister Naftali Bennets parti, Yamina.
Men muligvis vil loven kunne få flertal uden Shaked og de andre modstandere i regeringen. Arabisk Fællesliste (som ikke er i regering) har nemlig sagt, at de er klar til at stemme for det kontroversielle forslag.
Et israelsk og et emiratisk flag på Månen?
Ifølge israelske Ynet overvejer Israel og De Forenede Arabiske Emirater at indgå et rumsamarbejde med henblik på at lande på Månen i 2024. Israel har i forvejen en plan om en tur til Månen i 2024, og det er angiveligt dette projekt, som Emiraterne skal hjælpe med.
Mange børn smittet med corona
Coronasmitten fortsætter med at aftage i Israel. I halvanden uge har det daglige antal smittede været under 2000. Og onsdag var tallet lige over 1000. Også antallet af indlagte falder.
Det er værd at bemærke, at rigtig mange af de smittede er børn. Lige nu er der cirka 15.000 smittede i Israel. Omkring 9.000 af dem er børn i skolealderen. Og af onsdagens 1000 smittede var cirka halvdelen skolebørn.
Det er kun børn, som selv er smittet, der skal blive hjemme fra skole. Har man været i nærkontakt med en smittet, skal man testes og kan så gå i skole som normalt.