Knessetmedlem mistænkt for at smugle telefoner til terrorister
Det er ikke første gang, at medlemmerne af Knessets arabiske parti, Den Arabiske Fællesliste, gør sig upopulær blandt de jødiske partier. Men denne gang kan det få meget håndgribelige konsekvenser for Basel Ghattas.
Han er mistænkt for at have smuglet telefoner og SIM-kort ind til to fængslede palæstinensiske terrorister og for at have givet dem fortrolige oplysninger. Tirsdag blev han afhørt af politiet, som ifølge Channel 2 viste ham videooptagelser, hvor han giver telefonerne til de indsatte. Ifølge Channel 2 indrømmede Ghattas, at han var skyldig, men i dag har han selv benægtet at have tilstået. Rigsadvokaten bekræfter dog, at videoen viste Ghattas give dokumenter til fangerne, og at han gav en »delvis tilståelse«.
Walid Daka, som afsoner 37 års fængsel for i 1984 at have bortført og dræbt den israelske soldat Moshe Tamam, var en af de fanger, Ghattas besøgte i søndags. Efter besøget blev han kropsvisiteret, og her fandt man fortrolige informationer på Walid Daka. Man fandt også telefoner på flere af de indsatte, som havde haft »fint besøg«.
Rigsadvokaten gav straks politiet tilladelse til at indkalde Ghattas til en afhøring. »Hvis mistanken er korrekt, er der tale om en meget alvorlig overtrædelse mod den nationale sikkerhed og borgernes sikkerhed. Enhver, som skader Israels sikkerhed, bør straffes, og enhver, som identificerer sig med dem, der vil ødelægge staten Israel, hører ikke hjemme i Knesset,« sagde premierminister Netanyahu.
Men for at kunne varetægtsfængsle og føre en sag imod Ghattas skal Knesset først beslutte at ophæve hans parlamentariske immunitet, som lige nu beskytter ham. Den afstemning finder sted i dag.
Basel Ghattas fra Den Arabiske Fællesliste. (Foto: Orrling/Wikimedia)
Vil smide ham ud af Knesset
Ze’ev Elkin, som er miljøminister og minister for Jerusalem-anliggender, forsøger desuden at indkalde Knesset til en diskussion om, hvorvidt man skal smide Ghattas ud af Knesset. Så sent som i sommer vedtog man nemlig en lov, der gør det muligt at ekskludere Knessetmedlemmer for opildnen til terror eller for støtte til kampen mod Israel. Men for at kunne køre en sådan sag, kræver det godkendelse fra mindst 10 medlemmer af oppositionen. Det ser dog ud til at blive svært. Yesh Atids leder, Yair Lapid, vil nemlig ikke stemme for en sag mod Ghattas. Det er Netanyahu og regeringen skuffet over: »Det overrasker mig ikke. Jeg er skuffet. Men det overrasker mig ikke, fordi det er en venstrefløjsmand, der leder er venstrefløjsparti,« lød det fra Netanyahu.
På højrefløjen udtrykker man dyb frustration over, at de arabiske Knessetmedlemmer får løn betalt israelske statsborgere, men misbruger den magt, de har fået, til at modarbejde staten Israel. Da Shimon Peres blev begravet i oktober var der ingen af de arabiske medlemmer, der deltog – til trods for at selv Mahmoud Abbas fra Selvstyret var med ved den lejlighed.
Boligminister Yoav Galant er en af dem, som ikke lægger fingrene imellem i sin kritik: »Dette er landsforræderi, og hele lovens vægt bør tages i brug … hans statsborgerskab bør annulleres.«
Knesset har desuden vedtaget, at dets medlemmer ikke længere kan besøge personer, der er fængslet for terror.