Knesset: Coronastøtte stopper – og opposition stemmer imod egen holdning

Israels nye regering, som er cirka tre uger gammel, har fået en travl start og er allerede godt i gang med at vedtage nye love.

Torsdag blev det besluttet, at den særlige økonomiske støtte til personer, der har mistet jobbet på grund af coronakrisen, ophører gradvist. Det har længe været sådan, at de mange arbejdsløse som følge af coronakrisen har kunnet få en særlig månedlig støtte fra staten.

Men fra og med juli vil det kun være personer over 45 år, der modtager ekstra økonomisk hjælp. For dem i alderen 45-67 vil den fortsætte indtil midten af oktober. Og for dem over 67 vil den ophøre i slutningen af september.

Ifølge lederen af Det Nationale Forsikringsinstitut, Meir Spiegler, er der tale om en fornuftig ordning. Og ifølge finansminister Avigdor Liebermann vil beslutningen være med til at sikre, at mange af de ledige stillinger i Israel igen bliver besat. Der er nemlig omkring 130.000 ledige jobs, der skal besættes. Det har Det Centrale Statistikbureau oplyst. Det er det højeste tal, siden man begyndte at registrere i 2009.

Der er lige nu omkring 200.000 arbejdsløse i Israel. I april var 119.000 arbejdsløse på grund af coronakrisen. I maj var det kun 70.000, der ikke havde noget job af denne grund.

Det forlyder, at mange, som mistede jobbet sidste år, selv har valgt ikke at returnere til deres jobs (særligt i restaurations- og cateringbranchen), men i stedet forbliver arbejdsløse og modtager støtte. Udfasningen af støtten forventes at sende mange af dem tilbage til deres gamle jobs.

 

Kaos i Knesset

En sidehistorie i den forbindelse er, at hele oppositionen udvandrede under afstemningen. Det gjorde de, fordi Yaminas (regeringsparti) Abir Kara kom til at stemme to gange, da der skulle stemmes om en indsigelse fra oppositionen. Han stemte også for en kollega, men forklarede, at det var en fejl. Oppositionen krævede, at alle Karas stemmer de sidste to uger skulle ses efter.

 

Stemmer imod egen holdning til palæstinensere

Et andet aktuelt lovforslag handler om, hvorvidt palæstinensere automatisk skal få israelsk statsborgerskab, hvis de bliver gift med en israeler. Hvert år siden 2003 har man forlænget en lov, der forhindrer, at dette sker automatisk.

Men i år bliver den måske ikke forlænget – selvom der faktisk er et flertal, der ønsker at forlænge.

Forklaring følger: Det venstreorienterede regeringsparti Meretz har sagt, at de vil stemme imod, fordi de mener, at loven er diskriminerende. Egentlig er alle højrefløjspartierne i oppositionen for en forlængelse. Men de har angiveligt tænkt sig at stemme imod, fordi det vil udstille regeringens svaghed: At den består af partier, der er uenige om mange ting, og derfor vil få svært ved at gennemføre lovforslag.

Det er med andre ord vigtigere for oppositionen at spolere det for regeringen, end det er at få gennemført et lovforslag, som man rent faktisk støtter og har stemt for de sidste mange år.