Kirker i Gaza får endelig leveret mad og vand
I to kirker i Gaza By sidder omkring 1.000 kristne palæstinensere, som søger ly for kampene mellem Israel og Hamas. Det skriver det messianske medie All Arab News (som er i familie med All Israel News).
Og Joel Rosenberg, der står i spidsen for mediet, skriver mandag den 18. december, af han kan bekræfte, at der mandag morgen blev leveret »en mindre mængde forsyninger« til de mange kristne palæstinensere, hvis situation »er gået fra slem til værre til desperat«.
Rosenberg beskriver, at »sultne børn har grædt sig selv i søvn«, og at voksne »har levet af krummer«. Det skyldes ifølge ham, at Hamas har stjålet den nødhjælp, som var på vej mod de to kirker i Gaza By i sidste uge. En FN-konvoj med nødhjælp blev angrebet af Hamas, som skød og sårede en chauffør og stjal al maden og de øvrige forsyninger. Det er langtfra første gang, man hører om, at Hamas stjæler nødhjælp fra Gazas nødlidende befolkning.
De mange kristne har manglet vand, fordi vandtanken ved den romersk-katolske kirke blev ødelagt i forbindelse med gadekampe ved kirken. »Men sent søndag lykkedes det IDF at gennembryde Hamas’ forsvar og sikre det område, hvor kirken ligger,« skriver Rosenberg.
Selvom der nu altså langt om længe er kommet noget hjælp frem, så er der stadig brug for meget mere. Og der er brug for forbøn – for de kristne i Gaza og for alle de uskyldige civile, som lider under Hamas’ brutale styre.
»Jeg er utroligt taknemlig for enhver, der uden ophør har bedt om, at Gud vil bevæge sin mægtige hånd,« afslutter Rosenberg.
Den katolske kirke i Gaza By, hvor mange kristne har søgt ly. (Foto: Wikimedia/Dan Palraz)
Usikkerhed omkring dødsfald
I en anden artikel fra lørdag den 16. december beskriver Rosenberg de gadekampe, der førte til, at vandtanken blev ødelagt. Han fortæller også, at flere er omkommet blandt de kristne. Og så henviser han til en udtalelse af »Det Latinske Patriarkat« i Jerusalem, som også følger situationen ved kirkerne i Gaza. I deres udtalelse, skriver de, at en israelsk snigskytte har dræbt to kristne kvinder.
Rosenberg tilføjer, at han har talt med en israelsk regeringskilde, som siger, at det ikke er sikkert, det var en israelsk soldat, der dræbte de to kvinder, men at det kan have været Hamas-terrorister. Der er altså modstridende meldinger om, hvad der førte til deres død.
Uanset hvad er det positivt nyt for de kristne, at området omkring kirkerne nu angiveligt er sikret og under israelsk kontrol. For det betyder, at der ikke længere er gadekampe i det område, og at mere nødhjælp forhåbentlig kan nå frem.