Kan aftale fra 1974 forhindre direkte iransk adgang til Israels grænse?

Præsident Assad og hans regime i Syrien ser ud til at vinde borgerkrigen, som har hærget landet siden 2013 og har kostet hundredtusindvis af menneskeliv. Den afgørende faktor har været Rusland, som gik militært ind i krigen i 2015. Og den russiske præsident, Vladimir Putin, er da også den helt store aktør i det politiske spil, som nu er i fuld gang – og som har til formål at ende ud i en varig våbenhvile i Syrien.

I de seneste par dage har Putin haft samtaler med Assad, som besøgte Rusland for første gang i to år, og med Tyrkiet og Iran, hvis statsledere, Erdogan og Rouhani, mødes med Putin i dag. Det bemærkelsesværdige ved dette møde er, at Iran har støttet Assad, mens Tyrkiet har støttet den anden side i borgerkrigen.

Putin har også haft telefonsamtaler med både Trump og Netanayhu. Netanyahu vil presse Rusland til at holde Iran væk fra indflydelse i Syrien.

Israelsk bekymring over Iran

Ud over Rusland er Iran Assad-regimets største og vigtigste støtte. Samtidig er landet en erklæret fjende af Israel, og Den Islamiske Republik forsøger derfor at udnytte situation til at få indflydelse i Syrien. Det frygter man i hvert fald i Israel.

Og her er man ikke synderligt beroliget af den aftale, som USA og Rusland indgik for nylig om at holde Iran-støttede shiamilitser væk fra grænseområdet. Ifølge en anonym israelsk talsperson vil aftalen kun holde shiamilitserne få kilometer væk fra den israelske grænse.

Hvis iransk-støttede militser får kontrollen med Abu Kamal, hvor der er en grænseovergang, har Iran en direkte adgang til Syrien og området tæt på Israel. Området lige til venstre for Quneitra er Golan, som er israelsk område.

Uhindret våbentransport fra Iran til Libanon?

Islamisk Stats sidste bastion i Syrien, Abu Kamal, ser ud til at ende på den syriske regerings hænder i den nærmeste fremtid. Abu Kamal ligger lige ved grænsen mellem Syrien og Irak. Får regimet kontrol med grænseovergangen her, betyder det, at Iran vil have mere eller mindre direkte adgang fra Iran gennem Irak til Syrien og derfra til Libanon og grænsen til Israel. Så når og hvis der igen en dag bliver krig mellem den libanesiske terrorgruppe Hizbollah og Israel, vil Hizbollah meget let kunne få hjælp i form af våben og soldater fra deres allierede i Iran. Ligesom Assad-regimet har fået det i løbet af den syriske borgerkrig.

Fuldstændig uhindret adgang fra Iran til Libanon vil der dog næppe blive tale om. Israel har adskillige gange i løbet af borgerkrigen gennemført luftangreb mod våbenkonvojer med retning mod Libanon. Og det vil man fortsætte med. Da Netanyahu for nylig talte i telefon med Putin, understregede han endnu en gang, at Israel vil gøre alt for at forhindre Iransk indflydelse nær Israel. Det lader til, at Putin har forståelse for Israels situation. Spørgsmålet er dog, hvor meget han i sidste ende kan gøre for at smide iranerne ud af Syrien. For selvom Rusland og Iran begge er allieret med Assad, er Iran ikke forpligtet på Rusland.

Endelig er det spændende at se, hvordan USA stiller sig i forhold til det politiske spil. Amerikanerne støtter de syriske og irakiske kurdere, som har været med til at bekæmpe Islamisk Stat. I de kommende uger skal Trump så vælge, hvordan han vil forholde sig til det politiske magtspil, der følger efter kampen mod IS. Et spil, som allerede er godt i gang.

Gammel aftale om Golan er vigtig

Når det gælder truslen fra Iran, er det værd at nævne en gammel aftale fra 1974, den såkaldte tilbagetrækningsaftale (Disengagement Agreement), mellem Israel og Syrien. Aftalen afsluttede Yom Kippur-krigen og betyder, at der er en bufferzone der adskiller Israel og Syrien. Bufferzonen er en del af Syrien, men den syriske hær må ikke have militærposter i området, der er overvåget af FN. På hhv. den israelske og den syriske side er der yderligere en zone, hvor der kun må være et begrænset antal soldater og tanks (6.000 soldater og 75 tanks). Hvis Iran vælger at bevare sine soldater i det område, som grænser op til bufferzonen, vil det blive opdaget af FN’s observatører, og det vil blive betragtet som et brud på aftalen fra 1974.

Dette kort viser den bufferzone, som kan forhindre iranske soldater i at komme helt tæt på Israel. Zonen er den tyned stribe lige til højre for det lyse område (Golan, som Israel annekterede i 1981) Den drusiske by Hader er markeret med rød cirkel. Hader ligger lige uden for bufferzonen, og den syriske hær begyndte etableringen af en militærpost vest for byen for at beskytte borgerne mod sunni-terrorgruppen al-Nusra-fronten. Det tillod Israel ikke.

Aftalen er ekstremt vigtig for Israel. Det blev tydeligt for nylig, da den syriske regeringshær begyndte at bygge en militærpost i bufferzonen. Militærposten havde til formål at beskytte den drusiske by Hader, som ligger på den syriske side af Golan, lige uden for bufferzonen, men i et område med mange sunnimuslimske grupper, blandt andet al-Nusra-fronten, som flere gange har begået terrorangreb mod Hader.

Egentlig ønsker Israel også at hjælpe druserne i Hader. Så af den grund skulle man tro, at Israel ikke vil have noget imod syriske soldater, der vil beskytte Hader. Men fordi militærposten var placeret i bufferzonen (altså på den vestlige side af Hader), affyrede Israel advarselsskud og sagde dermed til syrerne: I må gerne beskytte Hader – men ikke i bufferzonen.

Dette viser, at Israel i dag ser aftalen fra 1974 som meget, fordi den kan være meget til at holde iranerne fra døren. Iran kan nemlig ikke komme helt tæt på Israels grænse uden at bryde aftalen.