Kæmper stadig for to døde og tre levende israelere i Hamas’ varetægt

De to israelske soldater Oron Shaul og Hadar Goldin blev dræbt i krigen mellem Israel og Hamas i sommeren 2014. Men selvom det er over tre år siden, de mistede livet under kampene i Gaza, er deres lig ikke blevet bragt hjem til Israel. Hamas holder dem stadig i sin varetægt.

Det samme gælder tre civile israelere, som i løbet af de seneste par år på egen hånd er taget ind i Gaza. De holdes som gidsler af Hamas. Der er tale om en etiopisk jøde, Avraham Mengistu, og de to beduiner Hisham al-Sayed og Juma Ibrahim Abu Ghanima. To af dem menes at være mentalt ustabile.

Familierne til de to afdøde soldater kæmper for at få deres børn hjem, og de mener ikke, at den israelske regering gør nok for at lægge pres på Hamas. Da det for nylig var tre år siden, Shaul og Goldin blev dræbt, lancerede Goldin-familien en video, som meget godt illustrerer situationen. I videoen får man præsenteret de to umiddelbare muligheder for at få drengene hjem til Israel.

Den første mulighed er en militær indgriben. Dette ville dog medføre en krig med Hamas, hvilket Israel ikke er interesseret i. Den anden mulighed er en fangeudveksling som den, Israel og Hamas foretog i 2011, hvor soldaten Gilad Shalit efter cirka fem et halv års fangenskab i Gaza blev løsladt i bytte for mere end 1.000 palæstinensiske fanger, heriblandt terrorister og mordere. En af de løsladte palæstinensere var Yahya Sinwar, som i dag er politisk leder for Hamas i Gaza. Heller ikke denne løsning er Israels regering særligt interesseret i. For nylig sagde forsvarsminister Avigdor Liebermann, at man ikke ville gentage ”fejlen” fra 2011 og lade så mange palæstinensiske fanger gå. Udtalelsen udløste en mediestorm, fordi mange var uenig i den holdning til at få de israelske soldater og civile hjem. Faren til en af de afdøde kaldte Liebermann en kujon.

 

Vil afpresse Hamas

Som et alternativ til de to metoder foreslås det i videoen, at Israels regering tvinger Hamas til at udlevere fangerne. Den kan for eksempel nægte fængslede Hamasmedlemmer at få besøg af familiemedlemmer eller standse transporten af madforsyninger og medicin ind i Gaza. Dette ville gå ud over befolkningen i Gaza, men ville også sætte Hamas under pres. Måske, foreslås det i videoen, vil terrorgruppen til sidst opfatte de tilbageholdte israelere som en udgift og en hæmsko og ikke som noget, der kan forhandles med.

 

Internationalt pres

De unge mænds familier er heldigvis ikke de eneste, der arbejder hårdt på at få dem hjem igen. Også Den Internationale Røde Kors Komite (ICRC) gør en stor indsats. I denne uge var komiteens præsident, Peter Maurer, på besøg i både Gaza og Israel. I Gaza mødtes han faktisk med netop Yahya Sinwar, som altså selv var en del af fangeudvekslingen i 2011 – selvom han var imod den, fordi han ikke mente, at de cirka 1.000 palæstinensere var nok for den ene israelske soldat. Peter Maurer bad angiveligt Sinwar om lov til at møde de tilfangetagne israelere. Hamas sagde bagefter, at ”alle institutioner er åbne for Røde Kors”. Det fremgår dog ikke, hvad der helt konkret kom ud af Maurers anmodning.

Da Maurer efterfølgende mødtes med Netanyahu i Jerusalem, takke den israelske præsident ham for komiteens store indsats for at befri fangerne. Han understregede også, at Hamas handler imod alle normer og idealer, som Røde Kors står for, med hensyn til krigsfanger. Og Maurer var enig. Han sagde, at kampen for at få de fem israelere hjem er en af de længste operationer, komiteen har været involveret i. Han slog desuden fast, at komiteen er forpligtet til at fortsætte kampen.