Joker til næste valg: Barak gør comeback
Der er gensyn med en gammel kending i israelsk politik, når der skal stemmes 17. september. Den tidligere premierminister Ehud Barak meddelte nemlig i går, at han stifter sit eget parti og stiller op til valget. Hans primære formål er at forhindre Benjamin Netanyahu i at genvinde magten. Samtidig er han dog heller ikke begejstret for Benny Gantz’ Blå og Hvid, som er det primære oppositionsparti.
På et pressemøde sagde Barak, der som leder af Arbejderpartiet var premierminister i 1999-2001: »Netanyahu har nået slutningen af sin karriere. Bibi, det her er din sidste chance for selv at tage beslutningen om at gå hjem.« Han opfordrede ham til ikke at kaste landet ud i kaos for at »redde sig selv fra fængsel«.
Om Blå og Hvid sagde han, at partiet mangler passion og ikke besidder tilstrækkelig vilje til at slå Netanyahu. De er med andre ord alt for flinke og for lidt kyniske i det politiske spil. Han talte om, at venstrefløjen i den seneste valgkamp var blevet udsat for et forsøg på at delegitimere selve det er være venstreorienteret. Nu vil Barak så forsøge at være den fremtrædende og stærke leder, som venstrefløjen ikke har haft i noget tid. Benny Gantz har nemlig markedsført Blå og Hvid som et midterparti.
Barak er 77 år og er – ligesom Gantz – tidligere leder af det israelske militær, IDF. På pressemødet sad han ved siden af sin kompagnon, Yair Golan, som er tidligere vicechef i IDF. Barak var forsvarsminister i perioden 2007-2013. De fire sidste år i den periode var det i en Netanyahu-ledet regering.
Ehud Barak (t.v.) var som udenrigsminister med til at udnævne Benny Gantz til IDF-chef i 2011. Det er uvist, hvordan de to vil forholde sig til hinanden rent politisk. De er dog enige om, at Netanyahu ikke bør fortsætte som premierminister. (Foto: GPO/Avi Ohayon)
Står til godt valg i første meningsmåling
Allerede få timer efter meddelelsen var den første meningsmåling klar. Og ifølge den står Barak til at blive valgt til Knesset. Ifølge den ville både Blå og Hvid og Likud få 32 mandater. For Blå og Hvid er det en tilbagegang på 3 mandater. For Likud er det i praksis en tilbagegang på 7 mandater, fordi partiet har slået sig sammen med Kulanu, som fik 4 mandater i april, hvor Likud fik 35.
Baraks nye parti, som ikke har fået et navn endnu, og som heller ikke har fremlagt et partiprogram, står i meningsmålingen til at få 6 mandater. Det er på linje med eller bedre end de to venstrefløjspartier, Meretz og Arbejderpartiet, som får hhv. 6 og 5. Det forventes, at Baraks parti også vil placere sig et sted på venstrefløjen.
Ehud Baraks entre kan vise sig at blive interessant. Han har den politiske erfaring, tæft og karisma, som man kunne beskylde midten og venstrefløjen for at mangle. Spørgsmålet er, om han kan flytte stemmer fra Likud og på den måde tippe balancen i israelsk politik, som lige nu tipper til højrefløjens fordel.
Snak om aflysning
På den politiske rygtebørs snakkes der lige nu om, at valget 17. september kan gå hen og blive aflyst. Det kan muligvis lade sig gøre, hvis to ud af tre medlemmer af Knesset stemmer for at annullere beslutningen om at opløse det parlament, der blev valgt 9. april. Men der vil i så fald være en masse juridiske komplikationer, som der ikke lader til at være overblik over. Rygtet går mere konkret på, at Benny Gantz og Netanyahu så ville danne en regering sammen. Tilsammen har de 70 mandater – ti mindre end det, som det minimum vil kræve at få aflyst valget. Begge partiledere har dog afvist rygtet.
Ellers kan det nævnes, at de to arabiske partier (som hver er en sammenslutning af to partier) er gået sammen og har gendannet Den Arabiske Fællesliste. De står til en fremgang fra 10 til 12 mandater.
Det er endnu uvist, om den tidligere profil og justitsminister Ayelet Shaked stifter sit eget parti eller stiller op for fx Likud eller Forenede Højrepartier. Hun har kun bekræftet, at hun vil stille op.