Jødiske elever får medhold i sag om antisemitisme på australsk skole

Fem jødiske elever fra et australsk college – Brighton Secondary School i Melbourne – har fået medhold i en sag om antisemitisme på skolen.

Skolen og dens ledelse var anklaget for at tillade antisemitisme og dermed i flere tilfælde overtræde Australiens racismelov.

Fire ud af de fem tidligere elever – som altså alle er jødiske – måtte forlade skolen før tid. Som en del af deres anklage sagde de, at det var sikkerhedsmæssige grunde, der tvang dem til at forlade skolen. Den sidste valgte at flytte til Israel af andre grunde.

 

Masser af nazisymboler

Den australske domstol vurderede, at skolens ledelse havde skabt en kultur, hvor man let kunne slippe afsted med antisemitisme. Eksempelvis mente dommeren, at bevismaterialet viste »usædvanlig mange tilfælde af graffitimalede svastikaer« (nazisymboler) på skolen, og at klagerne over den antisemitiske hærværk ikke blev taget alvorligt.

Dommeren mente også, at lederen på skolen havde forbrudt sig mod racismeloven ved kort fortalt ikke at gøre noget særligt ved antisemitismen på skolen.

Gruppen The Lawfare Project har bistået eleverne I den juridiske kamp. Det er en gruppe, som arbejder for at beskytte jøders rettigheder.

 

Klækkelig kompensation

Ud over rettens ord for, at der er blevet begået antisemitisme på skolen, får eleverne også en kontant kompensation. Skolen skal betale eleverne i alt 400.000 australske dollars. Det er et beløb, som svarer til cirka 1,8 millioner danske kroner.