Bosættere begår hærværk i palæstinensiske landsbyer

I løbet af weekenden har ekstremistiske bosættere på Vestbredden begået hærværk mod flere palæstinensiske landsbyer i form af de såkaldte prismærkeangreb. Det er angreb, som begås af bosættere som en form for hævn.

De to israelske ngo’er B’tselem og Yesh Din – som begge er i opposition til den israelske tilstedeværelse på Vestbredden – rapporterede om to tilfælde af hærværk i fredags.

I landsbyen Asira al-Qibliya blev 12 biler angiveligt punkteret af israelere, som gik ind i byen klokken 2 om natten. Gerningsmændene sprayede derudover graffiti på biler og mure med teksten ”med hilsen fra teltet i Schmeida” og ”bekæmp fjenden, ikke en elsket”. Det sidste budskab var rettet mod den israelske regering og de israelske myndigheder, som, ifølge nogle bosættere, modarbejder bosætterne. Nogle steder var der malet en davidsstjerne.

En time senere skete nogenlunde det samme i byen Huwara. Her blev 13 biler punkteret, og med spraymaling skrev gerningsmændene ”evakuering af Yitzhar = prismærke”.


Yitzhar. (Foto: Ole Andersen)

Yitzhar er en bosættelse på Vestbredden, hvor mange ekstremistiske bosættere holder til, og i de seneste år har mange prismærkeangreb haft forbindelse til personer fra netop Yitzhar, som ligger tæt på de nævnte landsbyer i Samaria, den nordlige del af Vestbredden.

De to angreb i fredags blev fulgt op søndag af et angreb i Muar, hvor der ligeledes blev begået hærværk mod biler.

Ifølge det israelske politi har der også været en episode i landsbyen Urif, og ifølge det palæstinensiske medie Wafa News har der også været hærværk mod palæstinensere i Beit Iksa i løbet af weekenden.

 

Brandbombe i 2015

I nogle tilfælde har prismærkeangreb været rettet mod personer og ikke blot været hærværk mod biler og lignende.

Et af de mest omtalte eksempler var angrebet mod familien Dawabsheh i 2015. Her kastede jødiske terrorister brandbomber ind ad vinduet i to huse i den palæstinensiske landsby Duma. I det ene hus lå familien på fire og sov. De to forældre og det yngste barn på 18 måneder døde. Det ældste barn på fem år overlevede med alvorlige brandsår.

En ung mand i begyndelsen af tyverne har indrømmet at stå bag mordet – men i sommer blev dele af hans tilståelse pludselig underkendt af retten, fordi manden, Amiram Ben-Uliel, angiveligt havde afgivet tilståelsen under tortur. Sagen er derfor endnu ikke afgjort.

 

De mange prismærkeangreb kommer på et tidspunkt, hvor der har været relativt få palæstinensiske terrorangreb på Vestbredden, men hvor flere jødiske bosættelser er blevet rømmet, fordi de er bygget ulovligt på privatejet palæstinensisk jord. Prismærkeangrebene er derfor ikke kun rettet mod palæstinensere, men også mod de israelske myndigheder.