Jøder siger fra over for Trump og hvid antisemitisme

»Jøder vil ikke erstatte os« blev der råbt, da amerikanske nationalister, nynazister og Ku Klux Klan-sympatisører i weekenden demonstrerede mod nedrivningen af en statue af Robert Lee; en general, der i 1800-tallet forsvarede slaveri og »hvidt herredømme«.

Nynazisterne havde også skilte med svastikaer (nazisymboler), og en af lederne for demonstranterne, David Duke, sagde, at »den jødiske zionistiske sag« dominerer medierne og det politiske system i USA.

De voldsomme demonstrationer, som i weekenden kostede en 32-årig moddemonstrant livet, er altså ikke kun en kamp mellem det såkaldte ”alt-right” og så moddemonstranter. De er også udtryk for en grov form for antisemitisme, hvilket har fået jøder både i USA og i Israel til at reagere.

 
Donald Trump under sit besøg i Israel. Han er kommet i strid modvind, efter at han to gange har sagt, at begge parter er lige gode om det, i forbindelse med racistiske demonstrationer og moddemonstrationer.

»Antisemitisme er fundamentalt uamerikansk«

Den israelske præsident, Reuven Rivlin, udtrykte sin »støtte og solidaritet« med hele det jødiske samfund i USA. »Selve det, at man i vores tid kan se et naziflag – nok det mest ondskabsfulde symbol for antisemitisme – i gaderne i verdens største demokrati, Israels mest værdsatte allierede, er nærmest ikke til at tro.« Det skrev han i et brev til formanden for »Conference of Presidents of Major Jewish Organizations«.

De to tidligere præsidenter George H.W. Bush og George W. Bush kom med en fælles erklæring, hvor de blandt andet sagde, at »antisemitisme er fundamentalt uamerikansk«. Også de to store jødisk-amerikanske organisationer Anti-Defamation League og The American Jewish Committee beklagede Trumps udtalelser, hvor han gav udtryk for, at de to parter i konflikten bar en lige stor del af skylden. »Vi har tradition for, at præsidenten går imod fordomme og had. I dag gjorde Trump det modsatte for anden gang på to dage,« sagde Jonathan Greenblatt fra Anti-Defamation League.

Et af de mest rammende citater kom fra Ted Deutch, som er demokratisk medlem af Kongressen: »Vil Trump se en holocaustoverlever i øjnene og sige, at bare et enkelt svastika er i orden?« spurgte han retorisk.

Bedre ude end hjemme

De fleste amerikanske jøder har hele tiden været skeptiske over for Trump. På den ene side er mange glade for den støtte, hans administration giver Israel internationalt. Især i FN har Trumps valg af Nikki Haley som ambassadør været populært, da hun har taget kampen op mod de antiisraelske kræfter i FN. Men samtidig har mange meningsdannere peget på, at den internationale støtte kommer sammen med en åbenhed over for de hvide højrenationalister i USA, hvor antisemitismen også findes. Der findes med andre ord en form for modsætningsforhold mellem det, at Trump og hans folk i internationale fora har forsvaret Israel, mens det på hjemmefronten har knebet gevaldigt med at fordømme antisemitisme. Det var blandt andet tilfældet i begyndelsen af året, hvor flere jødiske gravpladser blev udsat for hærværk. Her var Trump ifølge de store jødiske organisationer – for eksempel Anti-Defamation League – alt for længe om at kalde en spade for en spade; i dette tilfælde antisemitisme.

Med Trumps seneste udtalelser, hvor han viser sympati for nynazisternes sag, er man nu i tvivl: Handler det mest om at holde på en vælgerskare? Eller er Trump rent faktisk enig i deres synspunkter?