Jøder og kristne fejrer Israel i Guatemala – sammen med landets præsident
Det er nok de færreste herhjemme i Danmark, der er klar over det. Men det latinamerikanske land Guatemala er faktisk en af Israels helt nære venner – og har været det lige siden statens oprettelse, ja endda før.
Det tætte venskab blev tydeligt i december, hvor FN’s Generalforsamling vedtog en resolution, der fordømte USA’s anerkendelse af Jerusalem som hovedstad. Men Guatemala stemte imod fordømmelsen. Og landets præsident, Jimmy Morales sagde 24. december, at han håber at kunne følge i fodsporet på Donald Trump og flytte landets ambassade til Jerusalem.
Guatemalas præsident, Jimmy Morales, er evangelisk kristen og en stor Israelstøtte.
Danner ramme om Israelfest for jøder og kristne
I sidste uge viste to jødiske menigheder fra USA deres taknemlighed over for Guatemala ved at tage en tur til det latinamerikanske land. Cirka 35 personer var med på turen. En af dem var den 93-årige Holocaustoverlever Margot Cohen, og for hende var det en meget stor oplevelse. Til Times of Israel, som beretter om besøget, fortæller hun: »Jeg var så taknemlig over for menneskene i dette land. Siden jeg gik af flyet, har der ikke været et øjeblik, som ikke har været helt fantastisk. Det er en af de smukkeste oplevelser i mit liv.«
De 35 jøder fik selskab af cirka lige så mange kristne. Og ikke nok med det. Også landets præsident, Jimmy Morales, som selv er evangelisk kristen, sluttede sig til gruppen, som sammen fejrede Israel og anerkendelsen af Jerusalem. Også udenrigsministeren deltog i festlighederne. Jøderne og de kristne var også sammen om en sabbatsfejring i fredags.
En af leder af den ene jødiske menighed sagde til Times of Israel: »Disse kristne sang og bad på hebraisk. Alt handlede om Israel og det udvalgte folk – det var fascinerende. Jeg ville ønske, at israelere var lige så vilde med Israel som disse kristne. Det viser, at vi ikke er alene i verden.«
Historisk venskab
Det gode forhold går helt tilbage, til før staten Israel blev oprettet i 1948. På det tidspunkt hed Guatemalas FN-ambassadør Jorge Garcia, og han havde en meget vigtig indflydelse på afstemningen om Resolution 181, FN’s delingsplan. Altså den plan, der foreslog grænserne for en israelsk stat og en palæstinensisk stat – og som palæstinenserne afviste, men som israelerne accepterede.
Garcia gjorde nemlig en stor indsats for at overbevise de øvrige latin- og sydamerikanske lande om at stemme for delingsplanen. Fx Costa Rica, som også stemte for. Ja, måske var planen aldrig blevet vedtaget, hvis ikke det var for Garcias indsats. »Det kan ikke afvises, at resolutionen ikke ville være blevet vedtaget den skæbnesvangre dag, hvis ikke det var for Guatemala,« sagde Knessetformand Yuli Edelstein til Morales, da han besøgte Israel i november 2016. 33 lande stemte for den, 13 imod, og 10 lande afstod fra at stemme – og Thailand var slet ikke til stede.
At der er tale om et stærkt og gensidigt venskab, mærkede de tilrejsende tydeligt. Det var nemlig ikke kun dem, der takkede Guatemala for deres støtte i FN. Opmærksomheden var gengældt. »Vi følte os som rockstjerner. Folk ville have billeder med os og give os knus,« sagde en leder fra en af de jødiske menigheder. »Jeg har været i Europa. Men jeg har aldrig oplevet så stor en kærlighed til jøder – ikke i nærheden.«