Israelsk ægtepar endelig løsladt fra tyrkisk fængsel

Cirka en uge nåede det israelske ægtepar Natali og Mordy Oknin fra Modiin at sidde i fængsel i Istanbul. Parret var officielt mistænkt for at være spioner, efter at de havde taget en selfie med præsident Erdogans palads i baggrunden.

Men nu er dramaet og deres bekymringer overstået. Natten til torsdag blev de i al stilhed løsladt fra fængslet, hvor de havde siddet adskilt fra hinanden. Og tidligt torsdag morgen landede de så i Israel i det privatfly, regeringen havde stillet til rådighed.

Det var selvfølgelig et meget, meget glad og lettet ægtepar, der trådte ud af det lille fly. Nu er de sammen med deres børn hjemme i Modiin.

 

Godt diplomatisk arbejde gik forud

Der var været spekuleret i, om anholdelsen var beordret af den tyrkiske præsident med henblik på at have noget at forhandle med Israel om og på den måde få noget ud af at løslade det uskyldige par. Meget tyder dog på, at der blot var tale om en tilfældighed, og at der ikke har været nogen større bagtanke med anholdelsen i sidste uge. Erdogans tætte rådgiver talte med Israels diplomater i Tyrkiet og forsikrede dem om, at der ikke stak noget under, og at man bare lige skulle få styr på sagen og finde ud af, hvem de to fængslede var. Det viste sig – som israelerne havde sagt hele tiden – at være to israelske buschauffører, der blot var på ferie.

Den israelske premierminister, Naftali Bennett, og udenrigsminister Yair Lapid må siges at være lykkedes med det diplomatiske arbejde. Også præsident Isaac Herzog har været meget involveret og har talt med højtstående personer i Tyrkiet.

Forhandlingerne er foregået direkte med Tyrkiet uden at involvere andre lande. Og det er foregået i stilhed, således at de tyrkiske medier ikke har berettet meget om historien. Der har ikke været store armbevægelser og trusler om bål og brand.

Det har betydet, at den potentielle krise ikke eskalerede, og at tyrkerne ikke valgte at sætte hårdt mod hårdt.

Oknin-parrets familie fik onsdag et opkald fra udenrigsminister Lapid, som fortalte, at de snart ville blive løsladt. Men han bad dem også om ikke at sige noget til nogen. Hvis medierne hørte det, før de blev løsladt, kunne det have kompliceret situationen. Også denne del lykkedes til perfektion.

 

»Vær stærk«

Natali Oknin fik onsdag lov til at tale med sine børn i telefon fra fængslet. De sagde til hende, at hun skulle være stærk. »Jeg er stærk, hvis I er stærke,« svarede hun.

Telefonopkaldet blev offentliggjort onsdag – angiveligt også for at lede opmærksomheden væk fra den nært forestående løsladelse. Natali kunne i telefonen fortælle sine børn, at hun havde det OK i fængslet, og at hun fik noget at spise, rent tøj, shampoo og andet.

 

Hvad var der sket med Netanyahu ved roret?

I en artikel på Jerusalem Posts hjemmeside spekulerer journalist Gil Hoffmann i, hvad der var sket, hvis Benjamin Netanyahu stadig havde været premierminister.

Hoffmann forestiller sig, at Netanyahu havde håndteret det helt anderledes og havde holdt en stor tale for nationen i bedste sendetid, hvor han ville have truet Tyrkiet og på den måde iscenesat sig selv som den stærke og erfarne leder, der kan gå foran i krisetider. Det er selvfølgelig ren spekulation. Men Miri Regev fra Netanyahus parti, Likud, tweetede i denne uge, at den israelske regering skulle stoppe med at være stille, erklære Tyrkiet for fjende og standse alle flyvninger til landet, indtil det israelske par var løsladt.

Hvis det tweet repræsenterer Likuds tilgang til håndteringen af konflikten, ja, så kan man meget vel forestille sig, at Natali og Mordy Oknin stadig havde befundet sig i Israel, hvis Netanyahu og Likud stadig havde haft magten.

Redningsaktionen kan altså ses som endnu en sejr for Bennett og hans regering. For nylig viste de, at de kan forhandle med de øvrige regeringspartier, da de fik vedtaget den vigtige finanslov. Og nu har de så vist, at de også formår at holde hovedet koldt og håndtere en følsom udenrigspolitisk situation.