Israels regering går af: Nu venter endnu et drama
Mandag aften stod det klart, at den ikke går længere. Først mistede Israels regering sit papirtynde flertal i foråret. Og for få uger siden kom den så også i undertal. Derfor valgte regeringens to ledere, premierminister Naftali Bennett og udenrigsminister Yair Lapid, at trække stikket og meddele, at man snarest vil bringe et forslag til afstemning om at opløse regeringen og udskrive nyt valg.
Den udløsende faktor var den lov, som siger, at israelsk lovgivning også gælder for bosætterne på Vestbredden. Den gælder kun i fem år ad gangen og skulle fornyes senest 30. juni – ellers ville der opstå en uoverskuelige situation, hvor knap 500.000 bosættere ikke var under israelsk lov. Netanyahu og oppositionen støtter selvfølgelig loven, men valgte at stemme imod den for at sætte regeringen yderligere under pres.
I sin udtalelse mandag aften sagde Bennett: »I modsætning til oppositionen, som valgte at bruge Israels sikkerhed som en bonde i et spil skak, nægtede jeg at skade Israels sikkerhed så meget som en enkelt dag.«
Han og Lapid takkede hinanden for indsatsen og lagde vægt på, at de trods uenigheder (både mellem de to og mellem regeringens 8 partier) formåede at arbejde sammen og finde løsninger i lidt mere end et år.
Netanyahu: »Den værste regering i Israels historie«
Beslutningen blev naturligvis modtaget med jubel i oppositionen, som ledes af den tidligere premierminister Benjamin Netanyahu. I en video sagde han, at »efter et år med en målrettet kampagne i Knesset fra oppositionen og med stor smerte for den israelske befolkning er det nu tydeligt for alle, at den værste regering i landets historie har nået sin afslutning. Mine venner og jeg vil nu danne en bred national regering ledet af Likud«.
Oppositionen har kørt en hård og på flere måder ufin kampagne, hvor de har chikaneret og presset højrefløjsmedlemmer af regeringen i håb om at knække dem, så de trak deres støtte til regeringen. Det lykkedes især med Idit Silman fra premierministerens parti, Yamina. Silman oplevede en meget personlig og ubehagelig hetz mod sig. Og til sidst trak hun støtten til regeringen. For nylig gjorde Nir Orbach det samme. Ligesom Silman er han medlem af Yamina.
Yaminas bagland har heller ikke været begejstret for regeringen, som har været afhængig af både venstrefløjspartier og det arabiske, islamiske parti Raam.
Nu håber Netanyahu, at han for tredje gang i karrieren kan overtage posten som premierminister.
Det tyder på valg, men …
Det forlyder, at det lovforslag, som skal opløse regeringen, allerede vil blive bragt til afstemning i Knesset onsdag. Men procedurerne skal overholdes, og det betyder, at forslaget efter første afstemning skal behandles i en komite og derefter til anden og tredje afstemning. Derfor kan det godt være, at regeringen formelt set fortsætter til en gang i næste uge. Bliver det stemt igennem, udskrives der nyt valg.
Der eksisterer dog stadig muligheden for et opsigtsvækkende scenarie: nemlig at der i det nuværende Knesset kan findes flertal for en ny regering. Det kræver dog, at rigtig mange fra den nuværende regering skifter side og peger på Netanyahu som ny premierminister. Og det er ikke så sandsynligt. Mange af dem bryder sig nemlig ikke om ham. Og selvom de gerne vil have en ny regering, så ønsker de ikke nødvendigvis, at det skal være med Netanyahu som leder. Det skal her bemærkes, at Den Arabiske Fællesliste, som er i oppositionen, heller ikke peger på Netanyahu. Der er derfor et stykke vej til et nyt flertal.
Justitsminister Gideon Saar fra højrefløjspartiet Nyt Håb har efter mandagens udmelding sagt (med henvisning til dem, der har svigtet regeringen og bragt den i undertal): »Som jeg advarede om, har visse knessetmedlemmers uansvarlighed medført det uundgåelige udfald.« Han siger også, at det nu handler om at »forhindre Netanyahu i at få magten, så landet igen bliver slaver af hans personlige interesser«.
Lapid kan overtage midlertidigt
Hvis der bliver udskrevet valg, vil Yair Lapid overtage posten som premierminister i perioden frem mod selve valget. Det vil ske i henhold til den aftale, der blev indgået under regeringsdannelsen for lidt over et år siden.
Skulle det gå, som det gik tre gange i 2019 og 2020 – at valget ender uden vinder – så kan den periode godt blive lang. Og så kan det altså blive Lapid, der er premierminister til en gang ind i 2023. Han er leder af midterpartiet Yesh Atid.
Og det er slet ikke usandsynligt, at det går sådan. Meningsmålinger viser nemlig, at det fortsat er meget tæt mellem blokkene.