Israels lager af forsvarsmissiler er hårdt presset

Ufatteligt mange mennesker har mistet livet i krigene mellem Hamas og Israel og mellem Hizbollah og Israel.

Mange uskyldige palæstinensere, libanesere og israelere er døde i angrebene. Men når man kigger på dødstallene, er det tydeligt, at der dør færrest israelere i kampene.

Det skyldes i høj grad, at Israel er både dygtigere og mere villige til at beskytte sin befolkning, end deres fjender er.

Mest af alt skyldes det Israels avancerede missilforsvar: Iron Dome, som nedskyder de kortrækkende raketter fra Gaza og det sydlige Libanon. Davids Sling, som nedskyder de missiler med en lidt længere rækkevidde fra Libanon. Og Arrow-systemet, som tager sig at de langtrækkende missiler fra Iran og Yemen.

Israel bliver ofte fremstillet som den mest aggressive part i krigene. Dødstallene er med til at give det indtryk. Her er det ret vigtigt at huske på, at hvis Israel – i lighed med Hamas og Hizbollah – ikke havde haft et så effektivt missilforsvar, så havde virkeligheden set fuldstændig anderledes ud.

I forbindelse med årsdagen for Hamas’ terrorangreb sagde Israels hær, at der i løbet af det forgangne år har været affyret cirka 26.000 projektiler mod Israel. Cirka halvdelen fra Gaza (inkl. 5000 7. oktober) og knap halvdelen fra Libanon. Resten er kommet fra Irak, Syrien og Iran.

26.000 er voldsomt mange. Og man kan jo prøve at forestille sig, hvordan Israel havde set ud i dag, hvis ikke de havde kunnet eliminere langt de fleste af dem i luften. Så havde tabstallene og ødelæggelserne slet, slet ikke kunnet sammenlignes med det, vi ser i dag.

Hvis der er én ting, Israel ikke har råd til, så er det altså at løbe tør for forsvarsmissiler.

 
Iron Dome er det ene af Israels tre missilforsvarsystemer.

Lageret af forsvarsmissiler er presset

I dag er en af de overskrifter, der præger de israelske medier, at Israel risikerer at mangle disse forsvarsmissiler i den kommende tid. Sådan lyder den dystre melding i hvert fald i en artikel i Financial Times, som har talt med blandt andet en tidligere amerikansk embedsmand samt lederen i et af de firmaer, der producerer forsvarsmissilerne.

Dana Stroul – tidligere amerikansk embedsmand – siger til mediet, at »Israels ammunitions-udfordring er alvorlig«, og at »Israels luftforsvar vil blive presset« til det yderste, hvis Iran og Hizbollah angriber samtidig.

Boaz Levy, hvis firma Israel Aerospace Industries, producerer forsvarsmissiler, fortæller, at produktionen kører døgnet rundt alle ugens syv dage. Hver dag bruges store mængder forsvarsmissiler, og derfor er der ikke råd til at standse produktionen af nye.

Hjælp fra USA

Artiklen peger også på, at USA gør meget for at hjælpe Israel med ikke at løbe tør. Søndag sagde amerikanerne, at de vil sende det avancerede THAAD-luftforsvarssystem til Israel. De vil også sende cirka 100 personer med, som skal stå for at anvende systemet, hvis det bliver nødvendigt. Det kan blive brugt i tilfælde af endnu et angreb fra Iran.

I den forbindelse forlyder det, at Netanyahu har informeret Joe Biden om, at Israel ikke vil gå efter Irans olieindustri i det israelske modangreb, som man stadig venter på. Det forlyder også, at denne melding hænger sammen med, at Biden har indvilget i at sende THAAD-batterierne til Israel.

Dette kan så tolkes på forskellige måder.

1)    Er det et udtryk for, at Israel virkelig er hårdt presset, når det gælder forsvarsmissilerne? Så presset, at de er villige til at opgive et stort angreb på Iran?

2)    Er det et udtryk for, at Israel stadig har tænkt sig at ramme Iran så hårdt (dog uden at gå efter olien og atomprogrammet), at iranerne sandsynligvis vil angribe tilbage – således at Israel får brug for THAAD-systemet?  

3)    Eller er det mest af alt et udtryk for, at amerikanerne i høj grad dikterer, hvordan Israel skal håndtere Iran – fordi Israel godt ved, at de er dybt afhængige af den amerikanske støtte?

En del af forklaringen på Israels strategi i Libanon

Siden Israel gik ind i det sydlige Libanon 1. oktober, har mange af deres angreb været rettet mod Hizbollahs lagre af raketter og missiler. Det er jo indlysende, at det giver mening at ramme disse mål. Men det er endnu mere forståeligt, at netop raketlagrene har været et centralt mål, hvis det rent faktisk forholder sig sådan, at Israel risikerer at løbe tør for de livreddende forsvarsmissiler, der skal skyde fjendes skyts ned, inden det lander i israelske byer og på militærbaser.

Hvis det lykkes Israel at presse Hizbollah tilpas langt væk fra grænsen, vil de ikke kunne affyre de kortrækkende missiler, fordi de i så fald ikke kan nå ind i Israel. Så vil de stadig kunne affyre de mere langtrækkende. Men dem har de ikke lige så mange af. Og derfor vil det også være sværere for Hizbollah at presse Israels vigtige lager.

Derfor er det afgørende for Israel, at de dels får reduceret Hizbollahs raketlager, dels får Hizbollah så langt væk fra grænsen, at mange af raketterne ikke kan bruges, fordi deres rækkevidde ikke er så lang.