Israels hær fortsætter omfattende terrorbekæmpelse i Jenin

I mere end et år har Israels hær (IDF) har særligt fokus på at bekæmpe terrorgrupper i og omkring de palæstinensiske byer Nablus og Jenin, som begge ligger i den nordlige del af Vestbredden. Og natten til mandag den 3. juli fortsatte den kamp, da IDF indledte en større operation i den del af Jenin, som er en FN-flygtningelejr.

Målet med operationen, hvor cirka 1000 israelske soldater har deltaget, er at eliminere adskillige lokationer, som på forskellige måder bruges af terrorgrupper – især ”Jenin Bataljonen, som er en gren af Islamisk Jihad.

For et eksempel har IDF destrueret flere såkaldte ”krigsrum”. En slags kommandocentral, hvorfra terrorgrupperne overvåger israelske soldater og tager beslutninger. Et andet vigtigt mål har været lokationer, hvor der er blevet produceret bomber og andre typer af våben, som bruges i terroristernes kamp mod israelske soldater.

Tirsdag fortsætter operationen så, hvor IDF vil destruere ”terrorinfrastruktur” i Jenin. Mens den i internationale medier har fået meget omtale og af den grund fremstår som en helt særlig operation, så er den i virkeligheden blot et led i den terrorbekæmpelse, som Israels har haft højt på dagsordenen i lang tid. En af grundene til, at den er blevet omtalt også i danske medier, er, at Israel har brugt droner til at bombe nogle af målene. Det er ifølge israelske medier første gang siden Den Anden Intifada i første halvdel af nullerne, at Israel udfører luftangreb på Vestbredden.

Indtil nu er ti militante palæstinensere døde. De er blevet dræbt, fordi de har angrebet de israelske soldater i byen. Ingen civile er døde, men blandt de cirka 100 tilskadekomne er der civile. Én israelsk soldat er kommet let til skade.

 

Vejsidebombe blev en rød alarm

I juni blev syv israelske soldater såret, da en vejsidebombe eksploderede. Bomben var monteret under asfalten og blev detoneret, da en israelsk kampvogn kørte hen over den. »Hændelsen for to uger siden fik den røde lampe til at lyse og fortalte, at dette [problem] var større [end vi troede],” sagde IDF’s talsmand mandag.

Angrebet i juni viste altså, at de palæstinensiske terrorgrupper på nuværende tidspunkt udgør en endnu større fare, end man ellers havde vurderet. Og det er derfor, IDF nu vil rydde op og ramme terroristerne på deres infrastruktur og materiel.

I løbet af mandagen gik israelske soldater ind i en moske i Jenin. Her fandt de to tunnelindgange og en masse våben og sandsække. Tunnellerne er angiveligt blevet brugt til blandt andet transport af våben.

 

Terrorangreb i Tel Aviv

Tirsdag middag er Tel Aviv blevet ramt af et terrorangreb. En person kørte sin bil ind i en menneskemængde, steg ud af bilen og overfaldt forbipasserende med kniv. Han blev dræbt af en bevæbnet civil. Terroristen var ifølge israelske medier en 23-årig palæstinenser fra Vestbredden.

7 personer er i skrivende stund meldt sårede – heraf er flere i kritisk tilstand.