Israels 74 år fejres med fakkelceremoni, taler og strandtur

Så fylder den moderne stat Israel år igen. 74 år er der gået, siden staten blev oprettet – ifølge den jødiske kalender.

Det markeres på den årlige Uafhængighedsdag, som efterfølger mindedagen for faldne soldater og terrorofre.

Og mens gårsdagen blev brugt på landets militære gravpladser, tager mange israelere i dag til stranden eller i parken og slapper af. Herfra kan de traditionen tro betragte jagerfly krydse den israelske himmel som en markering af landets uafhængighed.

Dagen er i det hele taget fuld af traditioner. For eksempel er der en stor tv-transmitteret bibel-quiz, som mange israelere følger med i. Derudover er der mulighed for at se en militærbase, da IDF holder åbent hus mange steder.

En af de vigtigste traditioner er en ceremoni på Herzlbjerget, hvor der bliver tændt fakler. Udvalgte personer, som har markeret sig i løbet af året, tænder hver en fakkel. Blandt dem var i år den ukrainske jøde Elizaveta Sherstuk, som har været en central person i evakueringen af flere hundrede civile fra den ukrainske by Sumy. Hun er i Israel i nogle dage, hvor hun holder møder og ser sin familie. Men når hun om lidt vender hjem igen til Ukraine forventer hun »ikke at komme tilbage [til Israel], før krigen er slut.«

Ceremonien kan ses her.

 

»Hemmeligheden bag vores styrke«

Premierminister Naftali Bennett har udsendt en lille tale, hvor han hylder Israel på landets 74-årsdag. Her taler han blandt andet nationens vilje og evne til at overleve.

»Israels historie er en historie om håb, om menneskets ånd og om at overleve imod alle odds. Det er historien om en nation, som har opbygget noget helt fra grunden, et spredt folk, som vender hjem. Hvad er hemmeligheden bag vores styrke? Det er folket, vores passion, vores ånd. Uanset hvilke rædsler vi har stået overfor, mistede vi aldrig håbet. Uanset hvem der har forsøgt at umenneskeliggøre os, har vi aldrig mistet for menneskelighed. Uanset hvem der har forsøgt at udrydde os, er vi aldrig blevet besejret. Vi vil altid overleve.«

 

Forsøg på at holde sammen trods splittelse

Mindedagen og Uafhængighedsdagen er to dage, hvor israelerne står sammen. Både om at sørge over deres kære, som har givet deres liv. Og om fejringen af det, som deres kære har givet deres liv for: nationens eksistens og sikkerhed.

I de mange taler, som er blevet holdt, er sammenholdet blevet fremhævet. Men det har også været omtalt på en måde, hvor det er tydeligt, at sammenholdet måske har set bedre dage.

»Vi må ikke lade hadet snyde os, bestemme over os. Vi må se det gode i hinanden og se, at de andre også kun ønsker det bedste for vores nation, også selvom de har en anden ideologi end os selv,« lød det i en udtalelse fra premierminister Bennett.

Splittelsen i Israel handler i disse uger især om synet på regeringen, som for nylig mistede sit flertal. Mange fra højrefløjen ønsker en ny regering, på trods af at der er flere højrefløjspartier i den nuværende. Samtidig er der også mange, som er glade for den nuværende regering (især på midten og til venstre), fordi den er bred og repræsenterer store dele af det politiske spektrum.

De seneste år har i det hele taget været præget af en ond tone og beskidte kneb mellem fløjene. Den onde tone har muligvis smittet af på befolkningen, hvor man ofte hører folk kalde hinanden de værste ting.