Israelerne skal holde tungen lige i munden, når de sætter krydset
Når israelerne i dag går til valg, har de umiddelbart en ret enkel opgave. De skal sætte deres kryds ud for et parti. Der skal ikke stemmes på personer. Partierne har i forvejen lavet en prioriteret liste. Så hvis et parti får ti mandater, kommer de ti øverste navne på listen i Knesset.
Men for manges vedkommende går overvejelserne ikke kun på, hvilket parti de er mest enige med. Det handler i høj grad også om, hvem dette parti kommer til at samarbejde med og være afhængig af.
Haviv Rettig Gur fra The Times of Israel giver nogle eksempler på de komplekse overvejelser, en vælger kan stå med.
Likud-vælgeren, der stemmer på oppositionen
Man kan sagtens forestille sig, at der findes en del konservative vælgere, som identificerer sig med Netanyahus parti, Likud - men som alligevel overvejer at stemme på et andet parti. Også selvom de ser Netanyahu som det bedste bud på en premierminister. Med andre ord: Hvis man udelukkende så på, hvilket parti man var mest enig med, ville de have let ved at sætte deres kryds her.
Men: Denne type vælger kan have gode grunde til at sætte sit kryds ved Nyt Håb, som er et højrefløjsparti i oppositionen.
Det vil være tilfældet, hvis denne vælger er imod, at den nationalistiske højrefløj og de dybt religiøse partier får stor indflydelse. Det vil de få, hvis Netanyahu vinder valget. Hans støttepartier er nemlig de ultraortodokse partier samt Religiøs Zionisme, som har den ifølge mange racistiske Itamar Ben Gvir som nummer tre på listen.
Denne vælger er måske heller ikke så meget for at stemme på Yair Lapid, som er oppositionens bedste bud på en premierminister. Derfor stemmer han eller hun på Nyt Håb, således at en eventuel regering med Lapid i spidsen vil blive trukket så meget til højre som muligt.
I dag går israelerne til valg for fjerde gang på under to år.
Yesh Atid-vælgeren, der stemmer på Meretz
Et andet eksempel på, at det ikke nødvendigvis er let at sætte sit kryds, er situationen, som nogle midtervælgere står i. De ville oplagt stemme på Yesh Atid – eller evt. Blå og Hvid – og håbe, at Yair Lapid kan få held til at vippe Netanyahu af pinden. Men det, som kan spænde ben for Lapid, er, hvis et af de små partier i blokken ikke klarer spærregrænsen. Derfor kunne en sådan vælger finde på at sætte krydset ud for Meretz, som ligger omkring grænsen på 3,25 procent.
På samme måde kan en potentiel Likudvælger finde på at stemme på Religiøs Zionisme, som heller ikke er 100 procent sikker på at komme ind.
Netanyahus skræmmekampagne
Netanyahu er måske den politiker, der har brugt denne dynamik mest aktivt i sin valgkamp. Både ved dette og ved de forrige valg har han gjort meget ud af at understrege, »hvem man i virkeligheden stemmer på«, når man stemmer på Lapid eller Sa’ar (eller Gantz ved de tidligere valg).
Hvis man stemmer på Sa’ar (som er højreorienteret), siger Netanyahu, så stemmer man i virkeligheden på Lapid (som er på midten). Og hvis man stemmer på Lapid, siger Netanyahu, så stemmer man i virkeligheden på venstrefløjen, fordi Lapid støttes af Meretz og Arbejderpartiet. Og da Gantz var kandidaten, var en stemme på ham ifølge Netanyahu i virkeligheden en stemme på de antizionistiske arabere, som støttede Gantz.
Den anden vej har oppositionen kritiseret Netanyahu for at søge sin støtte hos partiet Otzma Yehudit, som består af tilhængere af den afdøde Meir Kahane, hvis parti, Kach, blev forbudt at stille op til valget, fordi det var racistisk.
Hvordan den store kabale kommer til at gå op – hvis den da overhovedet gør det – ved vi nok først med sikkerhed sidst på ugen, forhåbentlig fredag. På grund af coronasituationen er der mange, der har brevstemt, og derfor forventes optællingen at tage længere tid.