Israelere er frustrerede over, at demonstrationer prioriteres højere end bøn

Siden i fredags har Israel været underlagt en landsdækkende nedlukning, som indtil videre er sat til at vare tre uger.

Den betyder blandt andet, at man højst må gå 1 km væk fra sit hjem, medmindre man har et lovligt ærinde.

Der er mange eksempler på lovlige ærinder – for eksempel at deltage i en demonstration, hvilket en del israelere gør for tiden.

Men at besøge synagogen er ikke er lovligt ærinde. Man må derfor kun besøge synagoger, der ikke ligger mere end 1 km væk fra hjemmet. Og mens demonstrationerne kan samle op mod flere tusinde, er der strenge restriktioner for, hvor mange der må samles i synagogerne. I de ”røde” byer (som har høje smittetal), må man højst være 30 (hvis der er to indgange til synagogen), og disse skal være opdelt i grupper på 10, som er adskilt af et plasticdække. I ”orange” byer må man samles 50 personer per indgang til synagogen – men skal adskilles i grupper af 25.

Er demonstration vigtigere end bøn?

Mange er utilfredse med, at der tilsyneladende er stor forskel på demonstrationer og bøn i synagogen. Især fordi der i denne periode er mange højtider (nytår, yom kippur og løvhyttefest), hvor det betyder meget for folk at besøge synagogen og bede.

En af dem, der ikke er helt enig i reglerne, er Shuki Friedman, som er leder af Center for Religion, Stat og Nation ved Israel Democracy Institute. I et blogindlæg forklarer han, hvorfor bønnen ifølge ham burde være prioriteret højere af politikerne.

Her følger et uddrag af hans indlæg:

»Den skarpe kontrast mellem tilladelsen til at afholde demonstrationer på den ene side og restriktionerne, når det gælder bøn, på den anden side, frustrerer mange – hvilket er forståeligt. Mange dele af offentligheden, både observante og traditionelle, føler ikke, at deres værdier bliver respekteret på samme måde som andre værdier (…).

Det, vi ser nu, er, at demonstrationer prioriteres højere end bøn. Er det en passende balance i et samfund, som er både jødisk og demokratisk? Der er ingen tvivl om, at demonstrationer er meget vigtige, ikke mindst nu. Men det er bøn også (…).

For mange israelere er det restriktionerne i forbindelse med offentlig bøn i synagogerne, der gør mest ondt, da det er en helt central måde at udtrykke sin jødiske identitet og kultur på. Selv uden for højtiderne ville disse restriktioner være en problematisk udvikling. Men under højtiderne, hvor synagogen er et definerede element, er det langt mere smertefuldt. Dette angreb på det religiøse liv er også et angreb på et grundlæggende princip: retten til religionsfrihed og retten til at dyrke sin kultur og identitet (…).

En jøde, som ikke kan bede i sin synagoge på yom kippur, kan ikke acceptere denne prioritering, især ikke, når man ser billeder af endnu en demonstration på Balfour Street [hvor premierminister Netanyahu bor] (…).

Den nuværende pandemi har igen skærpet skellet mellem Israels konstitutionelle principper, det jødiske og det demokratiske. Det er muligt at lægge vægt på det ene frem for det andet uden at skabe en følelse af at blive diskrimineret og uden at underminere den offentlige tillid til reglerne.

Vores udgangspunkt må være, at både demonstration og offentlig bøn er helt essentielle værdier for borgerne i Israel.«