Israel var det dyreste OECD-land i 2022

Det er meget, meget dyrt at bo og leve i Israel. Faktisk viser nye tal, at der ikke findes et OECD-land, hvor det er lige så dyrt (i 2022). Det er 38 procent dyrere i Israel, end gennemsnittet for de 38 OECD-lande.

Tallene kommer ikke som en stor overraskelse, for det er ingen hemmelighed, at det er dyrt at være israeler. Det er især bolig og mad, der koster mange penge.

En af grundene til det høje prisniveau er, at der er monopollignende tilstande på mange områder. For eksempel når det gælder firmaer, der importerer varer. Derudover er der en meget høj afgift på fødevarer (den såkaldte VAT).

Sidste år viste en meningsmåling, at de høje leveomkostninger er et af de politiske emner, der betyder absolut mest for israelerne. Mange har simpelthen svært ved at få det til at løbe rundt.

 

Placerer skylden på regeringen

Den israelske regering har i år været travlt optaget af den meget omtalte og omdiskuterede retsreform. Måske derfor er der ikke blevet gjort en stor indsats for at komme problemet med leveomkostningerne til livs. Dog har regeringen nedsat en komite med premierminister Benjamin Netanyahu i spidsen. Komiteen har stadig til gode at komme med et udspil. Men noget af det, israelerne nok håber på, er en reducering af VAT-afgiften på fødevarer.

Ron Tomer fra »Israel Association of Manufacturers« peger på, at problemet i høj grad handler om strukturen i samfundet. Han siger blandt andet, at landbruget i Israel bør støttes meget mere.

 

Lav inflation udgør en del af forklaringen

Dan Ben-David fra Tel Aviv Universitet har også kommenteret tallene, og ifølge ham er der også en naturlig grund til, at Israel er så meget dyrere en mange andre OECD-lande.

Han peger nemlig på, at den israelske valuta, shekelen, er steget meget i forhold til for eksempel euro og dollars. Det skyldes blandt andet, at der har været relativt lav inflation i Israel.

Derfor kan prisen på en given vare for en israeler godt være den samme som tidligere, samtidig med at prisen omregnet til dollars eller euro vil være steget. Det betyder, at situationen for israelerne måske ikke er helt så alvorlig, som tallene kan give indtryk af – selvom manges husholdningsbudget er meget presset.

Ben-David peger desuden på, at manglende investeringer i uddannelse og transport kombineret med »ekstremt ineffektivt bureaukrati« er med til at drive priserne op.