Israel på dagsordenen i FN – og forvirring i regeringsforhandlinger

I disse dage samles FN’s Generalforsamling i New York. Og mens de danske medier primært har omtalt klimaaktivisten Greta Thunbergs følelsesladede tale, som blev holdt i forbindelse med klimatopmødet, har Israel faktisk også fyldt en del.

 

Trump med opfordring til mellemøstlige lande

Den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde i sin tale, at der er en stadig større forståelse blandt landene i Mellemøsten af, at ”landene i regionen deler interessen i at bekæmpe ekstremisme og udnytte det økonomiske potentiale”. ”Derfor er det så vigtigt, at der er fuldt normaliserede forhold mellem Israel og landets naboer,” slog han fast.

Et ”fuldt normaliseret forhold” betyder, at man først og fremmest anerkender hinanden og ønsker fred, men dernæst også, at man har en udveksling af diplomater eller ligefrem ambassadører. Når det gælder ”bekæmpelsen af ekstremisme”, er det især Iran, der af flere lande betragtes som en trussel. I talen sagde Trump, at han vil fastholde det økonomiske pres på Iran og endda øge sanktionerne. For nylig var der ellers lagt op til, at han skulle mødes med den iranske præsident, Hassan Rouhani. Men et formodet iransk angreb på to saudiske olieanlæg har ændret situationen.

 

Erdogan sammenligner Gaza med nazismen

En anden statsleder, som havde noget at sige om Israel, var Tyrkiets præsident Erdogan. Tirsdag holdt han tale for Generalforsamlingen, og han valgte at bruge en del af sin tid på at kritisere Israel. Han fremviste blandt andet et kort, som mange kritikere bruger til at argumentere for det, de påstår er ”israelsk ekspansionisme”. ”Det palæstinensiske territorium under israelsk besættelse er blevet en af de største uretfærdigheder, der er begået,” sagde han.

I mandags mødtes han med muslimske ledere, og her sammenlignede han ifølge tyrkiske medier Holocaust med Gaza. ”Vi betragter Holocaust på samme måde, som vi betragter dem, der besætter Gaza og udfører massakrer der,” skulle han have sagt.

Hans udtalelser medførte straks fordømmelse fra Benjamin Netanyahu. ”Enhver, der ikke vil stoppe med at lyve, som slagter kurdere, og som benægter massakren på armenere, skal ikke belære Israel. Stop med at lyve, Erdogan,” sagde Israel premierminister. Udenrigsminister Yisrael Katz skrev på Twitter, at der ikke er ”nogen anden måde at forstå Erdogans modbydelige og grusomme ord på – det er antisemitisme”.

 

Nok at se til med regeringsdannelse

Hjemme i Israel har Netanyahu ellers nok at se til med at danne en ny regering. Lige nu forhandles der om muligheden for en regering med både Blå og Hvid og Likud. Præsidenten har endnu ikke udpeget en forhandlingsleder, men forsøger i stedet at få de to store partier Blå og Hvid (33 mandater) og Likud (32 mandater) til at finde sammen. Men der er mange udfordringer. Helt basalt lader det til, at de to store partier er uenige om, hvem Likud repræsenterer i forhandlingerne. Netanyahu står fast på, at han repræsenterer hele den højre-religiøse blok, som har i alt 55 mandater. Gantz mener derimod, at han kun forhandler med Likud. De to partier mødtes med præsidenten mandag og skal mødes igen i dag, onsdag. I forbindelse med mandagens møde blev der offentliggjort et billede af præsident Rivlin, Netanyahu og Gantz, der smiler og holder hænderne sammen (se billedet her). Men selvom billedet udtrykker optimisme, er der ikke meget håb om, at et møde hos præsidenten kan få nogen af dem til at gå så meget på kompromis, at det resulterer i et regeringssamarbejde. Hvis ikke der er enighed om en enhedsregering inden 2. oktober, skal  Rivlin pege på enten Gantz eller Netanyahu som forhandlingsleder.


Benny Gantz holder indtil videre fast i sit løfte om kun at gå i regering med Likud, hvis partiet ikke længere har Netanyahu som formand. Alligevel mødtes han med netop Netanyahu mandag - og de to skal mødes igen onsdagg aften. (Foto: IDF)

Det forlyder, at Netanyahu har tilbudt en model, hvor han bliver premierminister i det første års tid eller lidt mere, hvorefter Gantz vil få resten af perioden. Ifølge kilder fra Blå og Hvid har Gantz dog så sent som i mandags sagt til Netanyahu, at der ikke bliver en enhedsregering, medmindre han fratræder.

Det ser med andre ord ud til, at en enhedsregering på nuværende tidspunkt bliver meget svær.