Israel og Egypten samarbejder stadig i kampen mod IS på Sinai

Under et interview i det amerikanske tv-program 60 Minutes sagde den egyptiske præsident, Abdel Fatah Al-Sisi, for nylig, at der stadig er et omfattende samarbejde med Israel i kampen mod Islamisk Stat på Sinai.

For cirka et år siden kom det frem, at de to lande, som ellers historisk set har været fjender, nu havde indledt et tæt samarbejde om at bekæmpe terrororganisationen, som har en mindre gruppe på halvøen. Man anslår, at der er cirka 1.000 IS-folk på Sinai.

 

Syv soldater har mistet livet

En stor del af Sinai er lukket på grund af kampene og den fare, IS udgør. Men nu har det egyptiske militær løftet lidt af sløret for, hvordan udviklingen har været i området den seneste tid. I en udtalelse siger de, at mindst syv egyptiske soldater er omkommet i forbindelse med kampe mod Islamisk Stat primært i den nordlige del af Sinai.

Af udtalelsen fremgår det også, at mindst 59 »militante« –det vil sige folk med tilknytning til Islamisk Stat eller andre terrorgrupper – er dræbt, og er 142 arresteret. 56 køretøjer, som indeholdt våben, er også blevet destrueret af luftangreb.

Selvom offentligheden ikke ved meget om samarbejdet og angrebene mod IS, formodes det, at Israel især har assisteret egypterne ved at gennemføre luftangreb.

 

Terrorrisikoen på Sinai

Sinai er for en stor dels vedkommende lukket. Man kan ikke rejse frit rundt i især den nordlige del. Turistbyer som Sharm el-Sheikh og Dahab i den sydlige del tager dog stadig imod turister. Men hvor man tidligere kunne rejse rundt på halvøen, skal man nu blive i fx Sharm el-Sheikh.

På det danske udenrigsministeriums hjemmeside frarådes alle rejser til den nordlige del af Sinai, mens der opfordres til at udvise »ekstra forsigtighed«, hvis man rejser til Sharm el-Sheikh.

I december blev en bus med turister ramt af en vejsidebombe i nærheden af pyramiderne i Cairo. Fire personer blev dræbt. Tilbage i november 2017 mistede over 300 personer livet, da en moske i den lille by al-Rawda blev angrebet af cirka 40 terrorister under fredagsbønnen. Den egyptiske by ligger cirka 50 kilometer fra grænsen til Israel.

 
Den egyptiske præsident, Abdel Fatah Al-Sisi, dengang han var forsvarsminister. Netop som forsvarsminister var han en af hovedaktørerne i kuppet mod Det Muslimske Broderskab og Muhammed Mursi i 2013. (Foto: Wikimedia)

Forbedret forhold er vigtigt for Israel

Premierminister Netanyahu gør stadig meget ud af at understrege, at Israels forhold til mange muslimske lande forbedrer sig. Egypten er et godt eksempel på det. Under al-Sisi, som blev præsident i 2014, har forholdet mellem de to lande udviklet sig markant – blandt andet illustreret ved at al-Sisi og Netanyahu har mødtes to gange i perioden. Ud over indsatsen på Sinai samarbejder de også om forholdet til Gaza, som begge lande grænser op til – og hvor begge lande har en blokade. Egypten har spillet en stor rolle i forbindelse med våbenhvileforhandlinger mellem Israel og Hamas – senest i slutningen af 2018.

Blandt den egyptiske befolkning er der dog stadig en stor modvilje mod Israel. Det gode forhold eksisterer altså primært på regeringsniveau, hvor flere fælles politiske interesser altså ser ud til at være den nøgle, der har åbnet op for et rigtig fornuftigt forhold mellem de to lande, som har  haft en fredsaftale siden 1979.

I 2011, under det såkaldte arabiske forår, blev den israelske ambassade i Cairo udsat for et angreb fra demonstranter. Personalet måtte evakueres, og Israel kaldte efterfølgende ambassadøren og andre diplomater og deres familier hjem. Her nåede forholdet med andre ord et lavpunkt siden 1979.

I perioden omkring Det Arabiske Forår var Israels tilgang, at man var tilfreds, så længe Egypten overholdt fredsaftalen fra 1979. Den aftale indebærer blandt andet en restriktion med hensyn til, hvor mange egyptiske soldater der må være på Sinai.

Som et tydeligt tegn på, at forholdet i dag er godt, har Israel nu tilladt Egypten at sende flere soldater til Sinai.

Dette vidner om stor tillid. Det vidner også om, at truslen fra terrorister på Sinai stadig er alvorlig – selvom det langtfra er den kamp og den frontlinje, der fylder mest i de israelske medier.