Israel må blive bedre til at forsvare sig mod droner

I sidste weekend skød det israelske forsvar, IDF, en drone ned i den syriske del af Golanhøjderne. Dronen havde retning mod grænsen til Israel, men blev altså elimineret, inden den nåede så langt. Det viste sig senere, at dronen tilhørte Assads regime, som er allieret med Iran. I Israel frygter man, at Iran er ved at få indflydelse i Syrien gennem den alliance. En positiv udvikling i den forbindelse er, at USA og Rusland i denne uge indgik en aftale om at holde ikke-syriske styrker væk fra området, der grænser op til Israel.

Men netop droner udgør en relativt ny sikkerhedsrisiko, som man også i Israel må forholde sig til. Ifølge en ny rapport fra Israels statskontrollør Yosef Shapira er landet ikke på nuværende tidspunkt godt nok rustet til at håndtere dronetruslen. Det gælder både droner, som forsøger at krydse grænsen til Israel, og droner, som befinder sig i landet, hvilket ifølge rapporten er cirka 20.000.

Blandt andet hersker der tvivl om, hvem der skal tage sig af problemet. Politiet, militæret eller sikkerhedstjenesterne?

Men i de næste par uger skal sikkerhedskabinettet vedtage en strategi angående udfordringen fra de ubemandede flyvende apparater. Her er der lagt op til, at IAF (Israel Air Force) skal tage sig af truslen fra droner, der vil krydse grænsen, mens politiet skal håndtere droner inde i landet.

 
Droner udgør en trussel. Ikke kun fordi de kan foretage overvågning og smide bomber. Men også fordi de kan forstyrre flytrafikken. (Foto: Julian Herzog)

Eksporterer allerede dronesikkerhedssystemer

Israel er på mange måder langt fremme, når det gælder teknologi – også med hensyn til droner. Rafael Advanced Defense Systems er et af de firmaer, der har udviklet et forsvarssystem, som allerede nu eksporteres til udlandet.

En talsmand fra firmaet siger til Ynet, at der må tages en politisk beslutning om en strategi snart, fordi truslen bliver mere og mere alvorlig: »Truslen er ikke længere bare enkelte droner, men flokke af droner. Islamisk Stat bruger allerede droner til overvågning og til at smide bomber på fem kilo.«

 

Droneingeniør snigmyrdet

Det er ikke kun IS, Syrien eller Iran, der bruger droner. Det gør terrorgruppen Hamas også. I december blev en af deres folk dræbt, nemlig droneingeniøren Mohammad al-Zawahri. Siden da har Hamas undersøgt mordet, og i denne uge offentliggjorde de så konklusionen, som er, at den israelske efterretningstjeneste Mossad står bag. Det er i hvert fald Hamas’ konklusion.