Israel lukker ned for anden gang – præsidenten undskylder for dårlig ledelse

Tirsdag blev der igen sat en trist rekord, da 5.500 israelere i løbet af dagen blev testet positiv for coronavirus. Onsdag var tallet faldet til cirka 4.500.

De høje daglige smittetal betyder, at næsten 2 procent af israelerne nu har haft en positiv coronatest. Og lige nu er cirka 45.000 israelere smittede.

 

Indfører landsdækkende nedlukning

Derfor har regeringen valgt at indføre en nedlukning, der gælder hele Israel, og som træder i kraft fredag og er sat til at vare tre uger i første omgang. Regeringen har dog antydet, at den sagtens kan ende med at vare længere. Myndighederne tror nemlig ikke, at smittetallene vil falde markant. Og forventningen er, at de daglige smittetal skal under 1.000, før der kan blive tale om en større genåbning.

Israel er det første land, der for anden gang indfører landsdækkende nedlukning.

Der var for få uger siden lagt op til, at nedlukningen kun skulle gælde i visse områder, men den bekymrende udvikling fik myndighederne til at lade det gælde hele landet. Dog er der forskel på forsamlingsforbuddet, afhængigt af hvor man bor.

Nedlukningen omfatter mange elementer. Blandt andet:

  • Man skal blive inden for 500 meter fra sit hjem. Dog må man gerne bevæge sig længere væk, hvis man har et lovligt ærinde. Det kan for eksempel være, hvis man skal: købe ind (supermarkeder, apoteker o.l. har åbent), hjælpe svage, til Knesset, deltage i demonstration, donere blod, løbe en tur, deltage i begravelse eller omskæring eller i rituelt bad. Under det jødiske nytår, som begynder fredag, er man også undtaget for reglen, hvis man skal blæse i shofar-horn.
  • Der må maks. være tre personer i en bil (medmindre man er fra samme familie)
  • Butikker, som ikke vurderes at være nødvendige, lukker.
  • Storcentre, svømmehaller, frisører, hoteller m.m. lukker.
  • Der er restriktioner for gudstjenester udendørs og i synagoger. Disse er forskellige fra by til by.

 

Nedlukningen træder i kraft fredag klokken 14, få timer før det jødiske nytår begynder. Den kommer også til at gælde under de store højtider yom kippur og løvhyttefesten. Det er højtider, hvor israelerne er vant til at samles på kryds og tværs – og derfor også en periode, hvor mange vil føle sig ensomme, nu hvor de må blive hjemme.

 

Præsidenten undskylder

Israels præsident, Reuven Rivlin, holdt onsdag en tale til nationen, hvor han noget bemærkelsesværdigt undskyldte for regeringens håndtering af krisen.

»Jeg ved, at vi som lederskab ikke har gjort nok til at være værdige til jeres opmærksomhed. I stolede på os, og vi svigtede jer,« sagde han i den tv-transmitterede tale.

Store dele af befolkningen er utilfredse med regeringen, fordi der ikke har været en klar strategi, og fordi man valgte at åbne op alt for tidligt efter den første nedlukning. Og rigtig mange frygter den kommende tid, fordi arbejdsløsheden, som i forvejen er rekordhøj, forventes at stige yderligere.

De seneste mange uger har der været adskillige demonstrationer uden for premierminister Netanyahus hjem i Jerusalem. Demonstrationerne har især fundet sted om lørdagen. Men en af de største grupper, der arrangerer demonstrationerne, har sagt, at man lørdag den 19. september ikke vil demonstrere, fordi det er midt i det jødiske nytår – og for at forhindre smittespredning.