Israel kæmper mod FN-sortliste mod bosættelser

FN’s højkommisær for menneskerettigheder er den jordanske prins Zeid Ra’ad al-Hussein. En stor del af hans job består lige for tiden af at udfærdige en liste med firmaer, der på en eller anden måde driver forretning på Vestbredden. Listens formål er at skade firmaerne på listen, ved at andre firmaer og personer ikke investerer eller benytter sig af firmaerne på listen – med den begrundelse, at de støtter bosættelserne.

Det er FN’s israelfjendske Menneskerettighedsråd, som tilbage i foråret gav al-Hussein til opgave at lave listen.

Talsmænd for den israelske regering siger, at 100 lokale og 50 internationale firmaer er blevet advaret om, at de vil figurere på listen. Selvom ingen firmaer er blevet nævnt ved navn, forlyder det, at der er tale om blandt andet banker, supermarkeder og restauranter samt store firmaer, der leverer materiale til at bygge og vedligeholde bosættelserne.

Kun teleselskabet Bezeq har selv sagt, at de har modtaget en advarsel fra FN. Selskabets direktør sagde i den forbindelse: »Menneskerettighedsrådets holdning til Israel er så ekstrem, at det har mistet enhver relevans i verden. Vi vil ikke indordne os under en beslutning, der i sidste ende er antiisraelsk propaganda.«

 
Bosættelsen Yitzhar. FN's liste kan få firmaer til at droppe handel med den og de øvrige bosættelser, hvilket kan få store konsekvenser for Israels økonomi. (Foto: Ole Andersen)

Israel og USA vil annullere listen

I Israel har man ikke meget til overs for Menneskerettighedsrådet, som har et fast punkt på dagsordenen, hvor man diskuterer Israel specifikt. Cirka en fjerdedel af rådets resolutioner, der handler om specifikke lande, er resolutioner rettet mod Israel. Langt efter på andenpladsen kommer Syrien, som er blevet fordømt cirka en tredjedel af det antal gange, Israel er blevet fordømt. Selvom det syriske regime i løbet af de seneste seks-syv års borgerkrig har dræbt hundredtusinder af mennesker.

USA deler Israels opfattelse af rådet, og de to lande vil forsøge at forhindre listen i at blive offentliggjort. USA’s FN-ambassadør, Nikki Haley, har blandt andet nævnt muligheden af at trække sig fra rådet, ligesom USA gjorde med det ligeledes israelfjendske UNESCO tidligere på året. Indtil videre har presset resulteret i en udsættelse af listen til januar.

Men ifølge Eugene Kontorovich, som er chef for international lovgivning ved den konservative tænketank Kohelet Policy Institute, skal man ikke håbe alt for meget på, at sortlisten bliver liggende i al-Husseins skrivebordsskuffe. Han mener også, at listen kan skade Israel alvorligt og endda danne grundlag for bindende lovgivning, der gør livet surt for firmaer, der fx sælger mad eller udbyder telefonabonnementer til bosættere.

I Israel tager man sagen alvorligt. Landets FN-ambassadør, Danny Danon, har sagt, at listen vil gøre Menneskerettighedsrådet til den største aktør inden for BDS (boykotbevægelsen). BDS kæmper en generel kamp for boykot af Israel. For eksempel forsøger de at lægge pres på musikere og forhindre dem i at optræde i Israel (ikke nødvendigvis på Vestbredden).

Modviljen mod Israel og bosættelserne på Vestbredden bunder i dem holdning, som er udbredt i det internationale samfund: at Israels tilstedeværelse på Vestbredden er ulovlig. I 1967 erobrede Israel området fra Jordan, som havde besat det i 1948 og annekteret det i 1950. Jordan overgav i 1988 det krav, de mente at have på landet, til PLO. I 1993 kom så Osloaftalen, som havde til formål at skabe en proces frem mod en tostatsløsning med en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza.

Argumenter for og imod

Mange mener, at Israel burde trække sig tilbage fra Vestbredden og rømme bosættelserne og de mere end 400.000 israelere, som bor der. Det vil Israel dog ikke – og det vil da også være praktisk nærmest umuligt at flytte så mange mennesker.

Blandt dem, som mener, at Israel ikke skal trække sig tibage, bruger nogle et historisk argument om, at der har boet jøder i området mere eller mindre siden bibelsk tid – derfor kalder de det ikke »Vestbredden«, men bruger de bibelske termer »Judæa og Samaria«. Andre bruger argumentet om, at Israels sikkerhed og eksistens vil blive truet, hvis man trækker sig tilbage. Man henviser til Israels tilbagetrækning fra Gaza i 2005, som siden har resulteret i en masse raketter fra Hamas. Det samme vil ske, hvis man afgiver kontrollen med Vestbredden, siger mange. Det er blandt andet argumentet fra premierminister Netanyahu.

Så er der også en del, som ikke ønsker at opgive kontrollen med Vestbredden på nuværende tidspunkt, men som samtidig er imod, at man udvider bosættelserne. Her er argumentet, at man mindsker muligheden for at nå en tostatsløsning, for hver gang man udvider i det område, som skal være palæstinensisk i en sådan løsning.

Netanyahus støtteparti »Det Jødiske Hjem« hører til den højrenationale/nationalreligiøse fløj, som ønsker en israelsk annektering af Vestbredden. Et af problemerne med det forslag er, at man i så fald vil skulle give stemmeret til de mange palæstinensere, som bor der. Og det er problematisk, når man gerne vil bevare Israel som en jødisk stat. Fratager man dem stemmeretten, er det et problem, når man gerne vil bevare Israel som en demokratisk stat.

Langt de fleste støtter i teorien en tostatsløning. Men langt de fleste har også opgivet troen på, at sådan en vil se dagens lys og at Oslo-aftalen nogensinde bliver virkeliggjort.