Israel har fem døde terrorister i sin varetægt
I sidste uge ødelagde Israel en såkaldt terrortunnel fra Gaza ind i Israel. Tunnellerne bruges af Hamas til at angribe Israel, som gør et stort arbejde for at opdage de underjordiske veje.
I forbindelse med ødelæggelsen er i alt 12 palæstinensiske terrorister døde, fordi de arbejdede i tunnellerne, da Israel ødelagde dem. Søndag kom det så frem, at Israel har fem af de afdøde i sin varetægt, da de befandt sig på (eller rettere under) israelsk territorium, da tunnelsprængningen fandt sted. De fem personer har tilknytning til den palæstinensiske terrororganisation Islamisk Jihad.
Vil bruge dem i forhandling
Men Israel har ikke tænkt sig bare at udlevere ligene til Islamisk Jihad. I stedet vil man bruge dem i forhandlinger om de både levende og afdøde israelere, som holdes i palæstinensisk varetægt. Minister for offentlig sikkerhed Gilad Erdan har sagt, at man ikke vil udlevere ligene, før man har fået de to israelske civile samt to afdøde soldater, som tilbageholdes af Hamas i Gaza. Der er også en tredje israeler, som menes at være i Hamas’ varetægt.
Den seneste tid har den israelske regering været under et større pres for at gøre mere for at få de døde soldater og de levende civile hjem. Det er især pres fra familien til den ene afdøde soldat.
Fare på flere fronter
Det er som bekendt ikke kun ved grænsen til Gaza, at Israel må tage sig i agt for fjender. Også ved den nordlige grænse til Libanon er man truet af Hizbollah.
I sidste uge valgte Libanons premierminister Saad Hariri noget overraskende at trække sig efter blot 11 måneder på posten. Hariri er sunnimuslim og tæt knyttet til Saudi-Arabien, som han nu er flygtet til. Det er han, fordi der angiveligt har været et forsøg på at snigmyrde ham. Selv mener han, at det er Hizbollah og terrorgruppens allierede Iran, som står bag forsøget. Det lyder da også ganske sandsynligt. Det var nemlig Hizbollah i samarbejde med Syrien og Iran, der myrdede Hariris far tilbage i 2005 – kort efter at han også var trådt tilbage som Libanons premierminister.
Hariris beslutning anses af mange for at være et tydeligt tegn på, at Hizbollah – og dermed Iran – nu er i fuld kontrol med Libanon, selvom de ikke har den officielle magt i landet.
Ifølge Benjamin Netanyahu bør det være et wakeupcall til det internationale samfund om, at Iran er ved at øge sin indflydelse i Mellemøsten. Han mener, at udviklingen er en trussel for hele Mellemøsten – ikke kun for Israel.
Det gælder ikke kun Irans tilsyneladende indflydelse i Libanon (via Hizbollah), men især også iranernes position i Syrien, hvor Iran er allieret med Assad-regimet.