Fraråder alle rejser: Rejsende fra Italien skal i hjemmekarantæne

»Hvis det ikke er strengt nødvendigt at foretage en flyrejse, så lad være.« Sådan lød den drastiske opfordring onsdag fra det israelske sundhedsministerium. Israel er det første land, der kommer med en så kraftig advarsel mod at rejse ud.

Årsagen er naturligvis coronavirus, som efterhånden har spredt sig til de fleste europæiske lande, ikke mindst Italien. Og netop rejsende fra Italien er man særligt opmærksom på i Israels lufthavn, Ben Gurion. Alle, der kommer til Israel herfra, kommer nemlig i to ugers hjemmekarantæne. I forvejen har man forbudt rejsende fra Kina, Hongkong, Macau, Thailand, Singapore, Sydkorea og Japan at komme ind i landet.

Torsdag kom det frem, at en israelsk mand, som havde været i Italien, var smittet med coronavirus. Derudover var to israelere, som var ombord på krydstogtskibet Diamond Princess, smittet.


Rejsende på vej ind i Israel. Har man været i Italien, skal man nu i 14 dages hjemmekarantæne. Og Sundhedsministeriet fraråder israelerne at rejse udenlands, medmindre det er nødvendigt.

Store omkostninger for blandt andet El Al

Regeringen har fået fra kritik fra nogle sider for at advare så kraftigt om coronavirus og for at iværksætte så omfattende restriktioner. Nogle mener, at det skaber mere panik end nødvendigt. Og at de økonomiske omkostninger bliver større. Men regeringen har forsvaret beslutningen med, at man hellere vil være på den sikre side.

Finansministeriet vurderer lige nu, at coronavirus vil komme til at koste landet et sted mellem 7 og 25 milliarder kroner. Og det er ud fra en vurdering af, at det ikke for alvor rammer landet.

Især flyselskabet El Al kommer til at miste mange penge. Selskabet siger, at man ikke var blevet advaret om Sundhedsministeriets drastiske advarsel om at undgå al unødig flytrafik. En talsmand for selskabet kalder udmeldingen ”katastrofal” og siger, at El Al risikerer at gå fallit. ”Hvis staten ikke vågner op, vil der ikke være et flyselskab om blot få uger,” lyder det.

Coronavirus har indtil nu kostet godt 2.800 mennesker livet. 82.500 er blevet smittet (heriblandt en dansker og altså tre israelere), og 33.000 er blevet raske.