Israel åbner stille og roligt op trods høje smittetal

Selvom Israel stadig oplever høje daglige smittetal helt op mod de 2000, har regeringens corona-kabinet, som er en gruppe af udvalgte ministre og embedsfolk, onsdag besluttet at lette lidt på restriktionerne.

Det betyder blandt andet, at både shoppingcentre, butikker og markeder kan holde åbent i weekend, hvilket ikke har været tilfældet de seneste uger.

Det betyder også, at man har planer om at åbne op for flere flyafgange og lettere adgang til landet for udefrakommende. Allerede fra 16. august. Længe har det været sådan, at kun israelske statsborgere har kunnet komme ind i landet. Men med beslutningen om at tillade flere flyafgange, er der en forventning om, at det også kan betyde, at en større gruppe kan få tilladelse til at rejse ind. Det kunne for eksempel være familiemedlemmer til israelere, men der foreligger ingen mere detaljeret plan lige nu.

Også de offentlige legepladser vil blive genåbnet.

 

Kræver fremgang de næste par uger

Israel har for nylig fået en ny leder af håndteringen af coronavirussen, nemlig professor Ronni Gamzu. Han ser ud til at lægge en linje, hvor han ikke vil lukke mere ned end højst nødvendigt. »Vi bliver nødt til at bruge målrettede restriktioner på hotspots og hæve restriktionerne der, hvor det er muligt. En fuld nedlukning vil få enorme økonomiske og sociale konsekvenser,« har han sagt.

Angiveligt ønsker Netanyahu en lidt hårdere linje end Gamzu. Og der er da heller ikke lang vej til en større nedlukning.

»Dette er måske den sidste mulighed for en moderat løsning. Hvis dødsraten ikke falder inden for de næste to uger, vil vi være tvunget til at overveje strengere restriktioner, muligvis en national nedlukning,« sagde Gamzu.

Man forbereder sig altså på at måtte vende om og lukke mere ned igen. Men det lader til, at coronakabinettet vil gøre meget for at undgå en national nedlukning. I hvert fald opererer man nu med forskellige farvekoder for forskellige byer og bydele, alt efter hvor stor smittespredning man kan registrere der. Sådan at man kan nøjes med at sætte ind der, hvor den er gal.

De byer, som oplever størst spredning (de røde byer) har lige nu fuld opmærksomhed og bliver observeret tæt.

 

Høje smittetal

Onsdag registrerede myndighederne et enkelt dødsfald som følge af COVID-19, således at det samlede dødstal er på 565 personer. I løbet af et døgn registrerede man onsdag 1770 nye smittede, og dermed er der nu samlet set omkring 25.000 smittede i Israel. Mere end 50.000 er blevet erklæret raske.

Hvis man vil dykke mere ned i COVID-19-tallene fra Israel, giver denne side et godt overblik.

Her kan man blandt andet se nedenstående kurve, som viser, hvor mange aktive smittetilfælde der har været i løbet af de seneste måneder.

30. maj var der 1.917 aktive tilfælde. Knap to måneder senere, nemlig 27. juli, nåede det tal sin foreløbige top med 36.378. Og nu er tallet så altså faldet til omkring 25.000, hvor det har ligget stabilt den seneste uges tid.