Israel er det land i verden, der har tilbragt flest dage med nedlukning
Israel har det med at markere sig. Også når det gælder coronavirussen og håndteringen af den. Som vi har skrevet om tidligere, er Israel førende inden for vaccinering.
En måling af, hvilke lande der har været lukket mest ned, viser, at Israel også her er helt i toppen.
I forbindelse med et projekt ved navn Oxford Coronavirus Government Response Tracker har man udviklet et såkaldt nedlukningsindeks. Det viser, hvor høj en grad af nedlukning lande har været under.
Og her ligger Israel minsandten øverst med en score på 86,28 ud af 100. Indeks-scoren beregnes ud fra eksempelvis nedlukning af skoler og arbejdspladser, aflysning af offentlige arrangementer, begrænsning af offentlig transport og den slags. På de efterfølgende pladser finder man Cypern, Aserbajdsjan, Østrig og Tyskland. Danmark har en score på 67,18.
Flest dage med nedlukning
Kigger man på antallet af dage, de forskellige lande har været under nedlukning, fører Israel også. Her er det dog uklart, hvordan en dag med nedlukning helt præcis er defineret.
Men ifølge en artikel på Jerusalem Post har Israel været lukket ned i 139 dage – altså cirka fire en halv måned ud af de seneste cirka ti en halv måned. Det er verdensrekord under coronapandemien. Tyskland har for eksempel været lukket ned i 88 dage, Storbritannien i 79 dage og Spanien i 67.
Israel var det første land til at lukke ned, da pandemien ramte i begyndelsen af 2020. På trods af de mange nedlukningsdage har Israel desværre mange smittede, nemlig 71.303 smittede for hver million indbyggere – svarende til cirka 7 procent af befolkningen.