"Israel bør acceptere palæstinensisk aftale – på betingelser"

I weekenden blev den aftale, som Hamas og Fatah indgik i sidste uge, lækket på de sociale medier. Den indeholdt ikke noget overraskende ud over det, man vidste i forvejen.

Kort fortalt betyder aftalen, af Hamas og Fatah/Det Palæstinensiske Selvstyre begraver stridsøksen efter mange år med fjendskab mellem de to grupper, som har kontrolleret hver sit område; Hamas i Gaza og Selvstyret på Vestbredden.

Af konkret indhold ved man, at Selvstyret per 1. december overtager den civile kontrol i Gaza. De skal betale løn til de offentligt ansatte, stå for at inddrive skat, sikre infrastrukturen osv. De får også kontrollen med grænseovergangene til hhv. Egypten og Israel. Det sker allerede 1. november. Endelig skal repræsentanter for Selvstyrets sikkerhedsmyndigheder mødes med Hamas og diskutere ansvaret for sikkerheden i Gaza. Dette store spørgsmål – hvem skal stå for sikkerheden i Gaza – er altså ikke afklaret. Selvstyrepræsident Mahmoud Abbas har for nylig krævet, at Hamas bliver demilitariseret, mens Hamas har sagt, at det ikke vil ske.

 
Erez-grænseovergangen mellem Israel og Gaza. Hvis Israel tilbyder at fjerne blokaden, mod at Hamas bliver demilitariseret, stiller det Netanyahu og co. i en win-win-situation, siger Ben-Dror Yemini.

»Israel bør acceptere«

Hvilken grimasse skal man stille op på regeringskontorerne i Israel? Det er et af de store spørgsmål, som diskuteres i de israelske medier.

Yedioth Ahronot-journalisten Ben-Dror Yemini argumenterer i en klumme for, at Israel – på visse betingelser – bør være positivt indstillet over for den palæstinensiske forsoning.

Ifølge Yemini skal Israel forsøge ikke at ligne nogen, der modarbejder en palæstinensisk forsoning, da en sådan forsoning i manges øjne er et første skridt på vejen mod en tostatsløsning. Israel har endda selv brugt det som argument for at fastfryse fredsforhandlinger: Så længe palæstinenserne ikke engang kan have intern politisk forsoning, hvordan skulle de så kunne indgå en fredsaftale med Israel? lyder argumentet. Og selvom der ikke på nogen måde er grund til at tro, at Hamas pludselig vil ophøre med at planlægge terrorangreb og i stedet anerkende Israel – det kommer næppe til at ske – så er der trods alt en palæstinensisk forsoning, som man må forholde sig til.

Netanyahu har sagt, at Israel først vil anerkende aftalen, hvis Hamas bliver demilitariseret (det vil sige nedlægger sin militære gren, Izzedin al-Qassam Brigaderne, som tæller 25.000 soldater) og anerkender staten Israel.

Yemini foreslår, at Israel tilbyder at løfte blokaden af grænsen mellem Israel og Gaza, hvis altså Hamas til gengæld demilitariseres.

På den måde undgår Israel af fremstå som nogen, der modarbejder fred. Hvis tilbuddet bliver accepteret, siger Yemini, vil det være et historisk skridt på vej mod fred. Skulle Hamas derimod afslå – hvilket er mest sandsynligt – vil Hamas fremstå som dem, der forhindrer fred, og forsoningsaftalen vil vise sit sande jeg: Det vil blive tydeligt, at den i sidste ende ikke er stærk nok til at skabe fremgang for hverken den palæstinensiske befolkning eller muligheden for fred med Israel. Og Hamas' forsøg på at fremstå som en moderat og fredssøgende gruppe vil blive afsløret som fup og fidus.