Islamisk Stat på Sinaj tager ansvar for angreb mod Israel
I mandags lød sirenerne i det sydlige Israel. De advarede befolkningen i området om en raketaffyring fra Sinai. De ti raketter ramte dog ikke plet og landede på egyptisk grund i stedet for den grænseovergang til Israel, som egentlig var målet. Heldigvis kom ingen til skade.
Onsdag erklærede gruppen Sinajprovinsen, som er Islamisk Stats gruppe på den egyptiske halvø, at de stod bag raketaffyringen. De offentliggjorde billeder, som viste selve affyringen.
Ifølge IS har Israel svaret igen i form af tre angreb, men det har Israel ikke bekræftet.
Hvorfor kommer angrebet lige nu? En del af svaret kan meget vel være, at en af nøglepersonerne i samarbejdet mellem IS på Sinja og terrorgruppen Hamas i Gaza er blevet slået ihjel for nylig. Man kender ikke de nærmere omstændigheder omkring hans død, men Abdullah Kishta skulle har de seneste år været en vigtig brik i forbindelse med samarbejdet. Han har blandt andet stået for at smugle personer over grænsen mellem Sinaj og Gaza. Det er muligt, at angrebet fra IS skal ses som en hævnaktion.
Kampen mod Sinajprovinsen har været med til at forbedre forholdet mellem Egypten og Israel. Israelerne har tidligere angrebet gruppen med egypternes tilladelse – og i hjulpet egypterne med at forsvare sig. Det er en offentlig hemmelighed, at de to lande udveksler efterretningsoplysninger for at kunne bekæmpe både IS og Hamas.
Egyptens præsident, Abdul al-Sisi, som stod bag kuppet mod Mohammed Morsi i 2013 og selv blev præsident i 2014, har endda tilbudt sig som fredsmægler i konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Et tilbud, som Netanyahu ikke har været helt afvisende over for. Godt nok deltog al-Sisi ikke selv ved begravelsen af Shimon Peres, men sendte i stedet en repræsentant.
Ifølge den israelske ambassadør i Cairo er forholdet mellem de to lande bedre, end det har været meget længe.