Iran forsøgte at dræbe israelske forretningsfolk
I de sidste dage har israelske medier rapporteret rygter om, at Israels fjerderigeste mænd, forretningsmanden Teddy Sagi, i sidste øjeblik undslap et attentatforsøg på Cypern.
En lejemorder fra Azerbaijan med russisk pas ventede angiveligt på at dræbe ham. Men han fik et tip og undslap til Israel. Ifølge de første medierapporter skyldtes attentatplanen, at Sagi skal have haft gæld til nogle russere med kriminelle forbindelser.
Men i dag mandag kom der en ny forklaring. Sagis firma afviser blankt al tale om kriminelle forbindelser og siger, at attentatet ikke specifikt var rettet mod Sagi.
Det blev derpå bekræftet af premierminister Naftali Bennetts kontor. Bennetts talsmand siger, at der var tale om en iransk terrorplan, der gik ud på at dræbe israelske forretningsfolk på Cypern. Også forsvarsminister Benny Gantz bekræfter det.
Græsk-cypriotiske medier fortæller, at myndighederne for en uge siden arresterede en lejemorder fra Azerbaijan. Han skal have opholdt sig på Cypern i tre uger, og myndighederne har holdt ham under opsyn på grund af et tip fra Mossad.
Nogle cypriotiske kilder siger, at planen var at dræbe en gruppe israelske forretningsfolk, der holdt til i samme bygning som Sagi.
Irans ambassade i Cypern afviser selvfølgelig, at Iran er indblandet.