International Holocaustmindedag: Emanuele di Porto blev reddet af sin mor

I dag, 27. januar, er den årlige internationale mindedag for Holocaust. I Danmark kalder vi den Auschwitzdagen, fordi det var på denne dag, den berygtede koncentrationslejr blev befriet i 1945.

Dagen bliver blandet andet markeret ved at fortælle de grusomme historier og tragiske skæbner. I Kristeligt Dagblad kan man eksempelvis læse om, hvordan en mor blev adskilt fra sin lille datter og aldrig fandt hende igen. For nylig lykkedes det så for de to døtre, hun senere fik, at finde datteren til deres halvsøster, som altså forsvandt under krigen.

Kørte rundt i sporvogn i Rom i to døgn som 12-årig

Også i de israelske medier fortælles nogle af historierne. The Times of Israel har fået lov at tale med fire italienske jøder, som var børn under krigen, og som altså var blandt de heldige, de overlevede. En af dem er den 89-årige Emanuele di Porto, som blev reddet af sin mor og nogle venlige sporvognskonduktører i Rom, hvor familien boede. Her fortæller han sin historie:

»Min far solgte souvenirs. Han stod op klokken tre om morgenen og tog hen til Termini-stationen for at sælge til de tyske soldater. Lørdag den 16. oktober (1943) tog han afsted tidligt om morgenen. Klokken fem hørte min mor larm uden for vinduet, kiggede ud og så nazister arrestere folk på gaden i ghettoen. Min mor troede, at de kun tog mændene, og derfor løb hun hen til min far for at advare ham. Senere kunne jeg fra vinduet se min mor blive arresteret af soldaterne og blive smidt på en ladvogn. Jeg skreg og løb ud på gaden. Min mor så mig og forsøgte at få mig til at vende om, men tyskerne tog mig og smed også mig op på vognen. På en eller anden måde lykkedes det for min mor at få mig af vognen igen – og jeg gik væk uden at vende om.«

Termini-stationen i Rom, hvor Emanueles far arbejdede den dag, da hans mor blev taget til fange og Emanuele med nød og næppe blev reddet. (Foto: Wikimedia)

Herefter gik Emanuele di Porto rundt i byen og kom til en åben plads, hvor der holdt sporvogne. Han gik ombord og fortalte konduktøren, at han var jøde. Konduktøren valgte så at tage den 12-årige Emanuele med op foran og satte ham i førerhuset.

»Det skete klokken 6 om morgenen. Klokken 11 gav konduktøren mig halvdelen af sin madpakke. Klokken 14 var der vagtskifte, og han sagde til sin kollega, at han skulle kigge efter mig. Den næste kollega gjorde det samme. Så jeg var på sporvognen i to døgn. Om morgenen lagde de ansatte selvfølgelig mærke til, at jeg var der, men ingen smed mig ud.«

På den tredje dag kom en af Emanueles familiemedlemmer ombord på sporvognen og tog ham med hen til faren, som troede, at han var taget til fange sammen med moderen.

Emanuele fortæller, at han og familien blev boende i deres hus otte måneder mere »uden at forstå hvilken fare de befandt sig i «, indtil Rom blev befriet i juni 1944. Hans mor blev dræbt i gaskamrene i Auschwitz, 37 år gammel.

Når det er muligt, tager Emanuele sammen med andre italienske holocaustoverlevere rundt og fortæller deres historie.