Københavnerne blev mindet om gidslernes grusomme skæbne

Forbipasserende, der søndag eftermiddag (17. marts) kom forbi Kultorvet i København, blev mødt af en meget stærk udstilling. Midt på pladsen var opstillet et stort stativ med bukser og trusser med store røde pletter. Hele vejen rundt var der plakater med fotos af israelske kvinder, der blev udsat for overgreb og dræbt 7. oktober eller mishandlet og taget som gidsler.

En højtaler udsendte korte øjenvidneskildringer af mishandlinger og voldtægter og korte genfortællinger af videoer filmet af Hamas-terroristerne selv.

Installationen var arrangeret af en gruppe israelere i Danmark med støtte fra Wizo og Det Jødiske Samfund.

”Det gjorde et utroligt stærkt indtryk,” fortæller Ole Andersen fra Ordet og Israel. ”Det er umuligt ikke at blive berørt af billederne af de mange kvinder, der blev udsat for de mest bestialske ting. Og nogle af dem er stadig gidsler hos Hamas og bliver forfærdeligt nok efter al sandsynlighed stadig udsat for de mest fornedrende og grusomme overgreb.”

For de fleste danskere er fokus fuldstændig flyttet fra begivenhederne 7. oktober og gidslernes skæbne til palæstinensernes lidelser i Gaza. Installationens formål var at minde om, at Hamas stadig holder cirka 130 israelere som gidsler, og at nogle af dem er kvinder, der bliver udsat for forfærdelige overgreb. Det var svært at se installationen uden at blive stærkt påvirket af gidslernes skæbne.


Skilte med billeder af mange af de kvinder, som er blevet udsat for overgreb. (Foto: Ole Andersen)

 


Romi Gonen på 23 år er taget som gidsel. Bag plakaten ses blodrøde trusser og bukser. (Foto: Ole Andersen)