Indkaldelse af ultraortodokse er begyndt under voldsomme demonstrationer

For nylig begyndte den israelske hær at indkalde ultraortodokse unge mænd til hæren, efter at det tidligere på sommeren stod klart, at den undtagelse, som længe har gjaldt denne gruppe, ikke længere eksisterer.

I mange år har ultraortodokse mænd i den værnepligtige alder kunnet få fritagelse for værnepligt, hvis de i stedet studerede på en toraskole. Men det er slut nu. Det betyder dog ikke, at alle ultraortodokse bliver indkaldt nu og her. I løbet af det næste års tid vil det kun være omkring 3.000 ud af godt 60.000 ultraortodokse i den værnepligtige alder.

I juli modtog de første ultratodokse en henvendelse fra hæren om, at de skulle møde op. Ifølge IDF har 900 indtil videre fået en sådan henvendelse. Men kun 48 af disse er angiveligt mødt op. Man forventer ud fra de tilkendegivelserne, de indkaldte selv har givet, at omkring 200 vil møde op.

Ifølge IDF skyldes det dårlige fremmøde muligvis, at der har været flere voldelige demonstrationer blandt ultraortodokse, som er vrede over den nye virkelighed. Og det har måske skræmt de unge mænd, som frygter reaktionen fra deres samfund, hvis de møder op til session. Derudover hjælper det nok heller ikke på fremmødet, at flere fremtrædende rabbinere direkte har sagt, at de unge ikke bør adlyde indkaldelsen. De mest yderligtgående ultraortodokse grupper har direkte opfordret til demonstrationer. Og ifølge israelske Ynet har man i flere ultraortodokse kvarterer kunnet finde flyere, hvor indkaldelsen af de unge kaldes ”et forfærdelig Holocaust for unge ultraortodokse”.

Der er ikke tale om, at de unge sendes i krig lige med det samme. Det kan faktisk have halvlange udsigter. I første omgang skal de ind til en samtale og en psykologisk og medicinsk vurdering. Her skal man vurdere, hvor de eventuelt vil være egnet til at tjene i hæren.

 

Voldsomme demonstrationer

Mandag den 5. august var hundredvis af ultraortodokse demonstranter mødt op ved hærens rekrutteringskontor i Tel Hashomer. Video fra stedet viser voldelige sammenstød med politiet – og flere blev anholdt. Demonstranterne råbte blandt andet ”i fængsel, ikke i hæren”. Flere kvindelige journalister, som dækkede hændelsen, fortalte, at de ultraortodokse demonstranter havde udøvet vold mod dem.

For eksempel sagde Rotem Golan fra avisen Israel Hayom, at der blev kaste hestelort og yoghurt efter hende. Og at en demonstrant slog hendes telefon ud af hånden på hende.

 

Et langt forløb

Baggrunden for udviklingen er, at Israels Højesteret i juni slog fast, at den lovgivning, der tidligere havde givet ultraortodokse fritagelse, ikke længere gjaldt. Den var diskriminerende, fordi den fritager en hel gruppe, mente retten. Det havde retten faktisk afgjort flere år tidligere, men regeringen havde fået en periode til at komme med en ny lovgivning, som retten kunne godkende – og i mellemtiden ville de ultraortodokse bevare deres fritagelse. Fristen for at komme med en ny lov udløb i 2023, og dermed også den midlertidige fritagelse. Og cirka et år senere blev det så slået fast – og samtidig gjort klart, at hæren skulle begynde med indkaldelserne.

Regeringen arbejder stadig på en ny lovgivning, som muligvis vil gøre, at i hvert fald nogle ultraortodokse kan fritages for at tjene i hæren. Spørgsmålet er, om de to ultraortodokse partier (som er en del af regeringen) kan acceptere en lov, som Højesteret vil godkende. Eller om de vil kræve så høj grad af fritagelse, at retten endnu en gang vil sige, at den er ugyldig.

I juni skrev vi mere om emnet.