Hyldest til Hamas og opfordring til vold prægede universiteter 7. oktober

 

I foråret fik de anti-israelske demonstrationer på flere amerikanske universiteter stor opmærksomhed, også i de danske medier. Flere rektorer fra USA’s eliteuniversiteter måtte fratræde deres stilling efter pres fra donorer og andre, der ikke mente, at de i ledelsen håndterede demonstrationerne godt nok. For eksempel mente mange, at de ikke gjorde nok for at beskytte de jødiske elever. Og at de tillod slogans og budskaber, der var direkte antisemitiske.

Især Columbia University, hvis tidligere rektor Minouche Shafik i august fratrådte sin stilling, har været i fokus. Så da det nye semester begyndte, var der stor spænding med hensyn til, om den nye – midlertidige – rektor ville lægge en ny linje, eller om demonstrationerne fik lov at fortsætte.

Det tyder meget på, at det sidste er tilfældet.

 

Trækker undskyldning tilbage

Det er især Columbia University Apartheid Divest (CUAD), der har stået bag den meget anti-israelske kampagne. Gruppen er ikke godkendt som officiel studenterbevægelse, men i praksis repræsenterer den flere forskellige anti-israelske grupper på universitetet.

Og i forbindelse med årsdagen for Hamas’ terrorangreb mod Israel blev det tydeligt – hvis det ikke var det i forvejen – at gruppen direkte sympatiserer med Hamas og drabet på 1200 israelere 7. oktober.

8. oktober meddelte CUAD, at de trækker en undskyldning, som de gav i april, tilbage. Der er tale om en undskyldning på vegne af en af de elever – Khymani James – som stod i spidsen for forårets demonstrationer. I foråret dukkede en video fra januar op, hvor James siger, at »alle zionister fortjener at dø« og at man skal »være taknemmelig for, at jeg ikke bare går rundt og dræber zionister«.

Videoen fik Columbia til at suspendere James fra universitetet. Og kort tid efter kom CUAD så med undskyldningen, som var skrevet i James’ navn, hvor der stod, at ordene om, at alle zionister fortjener at dø »ikke repræsenterer CUAD, og ikke repræsenterer mig (James, red.)«. Undskyldningen blev lagt ud på CUAD’s Instagram-profil.

Men nu er teksten blevet fjernet. Og 8. oktober kom så budskabet fra CUAD om at undskyldningen slet ikke gælder længere. De skriver, at undskyldningen »ikke repræsenterer Khymanis eller CUAD’s værdier og politiske linje«. James takkede efterfølgende CUAD for tilbagetrækningen og sagde, at han aldrig selv havde skrevet undskyldningen.

Gruppen sagde i samme forbindelse, at man »støtter væbnet modstand«, og at »vold er den eneste vej frem«.

 

De jødiske elever fik ikke fred til at mindes ofrene

I forbindelse med årsdagen havde jødiske elever arrangeret en markering på campus på Columbia University. De havde blandt andet opstillet nogle meget store mælkekartoner med billeder af de amerikanske statsborgere, som er blandt Hamas’ gidsler.

Men markeringen blev i høj grad forstyrret af pro-palæstinensiske elever, som stillede sig op og råbte slagord såsom »The only solution is intifada revolution« - en direkte opfordring til vold. Nogle havde medbragt et banner med en rød trekant – et symbol, som Hamas har brugt til at identificere legitime mål.

I det hele taget blev de jødiske elevers mindedag totalt overdøvet af de larmende og hadefulde demonstranter. I denne video får man et indtryk af, hvordan det udspillede sig.

 

Hyldest til Hamas

CUAD benyttede også 7. oktober til at hylde Hamas’ angreb ved at udgive en avis med overskriften »Et år efter Al Aqsa-stormen, revolution indtil sejr«. Og inde i avisen blev terrorangrebet kaldt »en morals, militær og politisk sejr. »Al Aqsa-stormen« er Hamas’ egen betegnelse for terrorangrebet.

En opsigtsvækkende artikel for nylig i New York Times (som ellers har været tilbageholdende med at kritisere studentergrupperne) står der, at CUAD’s »stadig mere radikale udtalelser ses afspejlet på andre campusser, blandt andet i en række opslag, der hyldede angrebet 7. oktober«. (Artiklen er bag betalingsmur, men kan læses i et opslag fra 10. oktober på denne Facebookside).

Også i Danmark var der et eksempel på støtte til Hamas på årsdagen. En gruppe på RUC, der kalder sig RUC Intifada, har lagt et billede på sociale medier med den røde Hamas-trekant med teksten »Det er ikke en trussel. Det er et løfte. Intifada nu«.

Også mange andre steder i verden har der på universiteter været hyldest til Hamas. På Western Sydney University i Australien havde nogle elever indtaget et område indendørs og kaldt det »Haniyehs Bygning« - med henvisning til Hamas-lederen, der blev dræbt i Teheran i sommer.