Hvorfor angreb Iran – og hvad gør Israel nu?

Natten til søndag affyrede Iran 120 ballistiske missiler, 30 krydsermissiler og 170 droner mod Israel. Med hjælp fra USA, Storbritannien, Frankrig og Jordan lykkedes det at eliminere mere end 99 procent af det iranske skyts. Alle Israels tre luftforsvarssystemer var aktiveret – det vil sige Davids Slynge, Jernkuplen og Arrow 3. Det er sjældent, Israel bruger Arrow 3, som er et system, der eliminerer de langtrækkende missiler, som skal skydes ned uden for atmosfæren. Alle droner og krydsermissiler blev skudt ned, før de trængte ind i israelsk luftrum.

Kun ganske få ballistiske missiler slap igennem nåleøjet og landede i Israel. De forårsagede »mindre skade« på militærbasen i Nevatim, siger den israelske hær. Derudover blev en pige såret som følge af nedfald fra nedskudte missiler.

Her mindre end to døgn senere er der naturligvis en masse spørgsmål, som bliver diskuteret. Her er to af de mest centrale:

Israels mest kendte missilforsvar Jernkuplen (Iron Dome) i aktion. (Foto: IDF)

Hvad var Irans intention med angrebet?

I flere danske medier er det blevet sagt, at Iran forventede, at Israel ville være i stand til at nedskyde stort set alle missiler og droner. På X citerer den tidligere Berlingske-redaktør Kristian Mouritzen militæranalytiker Peter Viggo Jakobsen, der kalder det »et angreb med håndbremsen trukket«. Mouritzen skriver, at »flottere kan det vel ikke siges«. Andre danske journalister og eksperter ser dog anderledes på – hvilket man også i høj grad gør i Israel.

Militæranalytiker Jakob Kaarsbo har kommenteret Mouritzens opslag og skriver: »331 droner og missiler. Det svarer til 3x et stort russisk angreb i Ukraine. Samtidig var alle iransk-støttede militser involveret for at gøre det svært for luftforsvaret. "Flot" er det måske, men forkert er det i hvert fald!« Også journalist Jotam Confino har kommenteret opslaget og skrevet, at Iran »håbede helt klart på at ramme« og tilføjer, at man i Israel bestemt ikke ser det som en trukket håndbremse.

David Horovitz, der er chefredaktør på The Times of Israel, skriver for eksempel: »Teheran forventede uden tvivl at forårsage stor skade med sine brede og potentielt meget farlige miks af droner og missiler. Der vil sandsynligvis være stor utilfredshed med den manglende militære succes«.

Der er med andre ord en vis uenighed om, hvorvidt angrebet primært skulle have symbolsk betydning og fungere som afskrækkelse – eller om håbet var, at langt flere mål ville blive ramt, hvilket ville have øget sandsynligheden for en stor eskalering. I Israel er de fleste dog enige om, at det iranske regime havde forventet et andet resultat af angrebet.

Hvad gør Israel nu?

Det andet store spørgsmål er naturligvis, hvordan Israel vil reagere på angrebet. Og det lader til, at der er en vis uenighed i den israelske regering. Det forlyder, at Benny Gantz (der sammen med forsvarsminister Yoav Gallant og premierminister Netanyahu udgør krigskabinettet) ønskede et israelsk modsvar med det samme – faktisk imens det iranske angreb var i gang. Men det modsatte både Gallant, Netanyahu og hærchef Herzi Halevi sig.

Søndag holdt det lille krigskabinet så et langt møde. Men selv efter det er der angiveligt ikke truffet en beslutning.

Dog er der flere israelske medier, der citerer kilder, som siger, at der er enighed om, at der skal komme et modsvar. Uenigheden består altså mest i modsvarets omfang og timing.

Det er velkendt, at Israel i mange år har holdt skarpt øje med Irans atomprogram, og at israelerne længe har forberedt sig på den dag, hvor de muligvis vil se sig nødsaget til at angribe de iranske atomkraftværker. Weekendens angreb har uden tvivl øget israelernes (og mange andre landes) ønske om at fjerne den iranske militærtrussel. For tænk, hvis Iran havde været i besiddelse af atomsprænghoveder, da de valgte at sende hundredvis af missiler og droner mod Israel!

I Jerusalem Post beskriver Yonah Bob, hvordan et sådant angreb kunne se ud. Og han kommer med en vigtig pointe, der underbygger formodningen om, at Israel lige nu overvejer, om timingen er den rette til at gå efter slangens hoved i form af de iranske atomkraftværker: En del af forklaringen på, at Israel indtil nu ikke har angrebet, er truslen fra de iranske proxygrupper, Hamas, Hizbollah, Houthi-bevægelsen og shiamilitser i Syrien. Men alle disse proxygrupper er i forvejen i krig med Israel og har været det siden 7. oktober. Ganske vist besidder Hizbollah langt farligere missiler, end de har brugt indtil nu. Ikke desto mindre kan man sige, at Israel i forvejen er i fuld gang med at betale en stor del af den pris, som et direkte angreb på Iran vil koste.

Et sådant angreb vil ifølge Yonah Bob kræve flere bølger af israelske kampfly, som vil skulle ud på en farlig mission med stor risiko for at blive skudt ned. Det vil også kræve meget store bomber, hvis de skal nå ned til de underjordiske atomkraftværker. Fordo-kraftværket ligger eksempelvis 80 meter under jorden.                   

Der kan dog meget vel blive tale om en langt mindre angreb, der primært vil have til formål at sende det signal til Iran, at man ikke bliver afskrækket af den iranske trussel om flere angreb på Israel, hvis israelerne går til modangreb. Iranerne mener nemlig, at der nu er balance i regnskabet efter likvideringen af en højtstående iransk militærleder i Syrien, som fandt sted 1. april – og som tilskrives Israel.

Hvis man nøjes med et lille modangreb, vil det have til formål at tilfredsstille Israels allierede, som ikke ønsker yderligere eskalering. Mange taler om, at det fælles forsvar af Israel grundlagde en ny forsvarsalliance. Og den vil Israel risikere at miste ved et storstilet modangreb. I en artikel på The Times of Israel skriver Tal Schneider, at Israel »ville se meget anderledes ud denne (søndag, red.) morgen«, hvis ikke det var for de mange allierede, der hjalp.

Også David Horovitz peger på vigtigheden af denne alliance. Han minder om, hvad der skete, da Saddam Hussein i 1991 affyrede Scud-missiler mod Israel. Her overbeviste George Bush den daværende israelske premierminister, Yitzhak Shamir, om ikke at gå til modangreb, fordi det kunne ødelægge den alliance af lande, der gjorde klar til at sætte sig op mod Saddam Hussein. »Den episode viser, at der er mere end én måde, hvorpå man kan håndtere en regional aggressor, og at et umiddelbart modangreb ikke altid er det mest effektive,« skriver han.

Mens Saddam Hussein – i modsætning til hvad mange troede – ikke besad atomvåben, så er der i dag ingen tvivl om, at Iran er meget tæt på at have atomvåben. Og der er rigtig mange lande – både i regionen og udenfor – der ikke vil acceptere Iran som atommagt. Den holdning – og dermed også den alliance – er kun blevet styrket efter weekendens angreb. Og derfor kan det vise sig at være klogt for Israel at holde fast i det, selvom mange vil synes, at det er forkert at lade et så storstilet angreb passere uden store konsekvenser.

Til sidst: Forskel på Iran og Den Islamiske Republik

Midt i det hele er der en pointe, som er god at have med sig. Nemlig at størstedelen af det iranske folk ikke støtter præstestyret og det iranske regime. Man kunne ellers få en anden opfattelse, da mange medier søndag bragte billeder af iranere, der fejrede angrebet.

På X har staten Israels officielle profil delt et opslag fra en iraner med teksten »Vi er Iran. Ikke Den Islamiske Republik« og et billede af to hænder, der holder fast i hinanden – den ene hånd malet med det iranske flag, den anden med det israelske flag.

Samme pointe har UN Watchs Hillel Neuer: »Angrebet var udført af Den Islamiske Republik i Iran – ikke af det iranske folk, som også undertrykkes af de samme mullaher. Iran er blevet taget som gidsel af dette onde regime. Det store flertal i Iran hader regimet og støtter Israel,« skriver han.