Historisk fund af bibelske skrifter i huler ved Det Døde Hav

I denne uge kunne israelske arkæologer præsentere et opsigtvækkende fund fra hulerne ved Det Døde Hav.

Man har nemlig fundet brudstykker af bibelske tekster fra både Zakarias’ Bog og Nahums Bog. I alt 11 linjers skrift på græsk. Der er tale om Zak 8,16-17 og Nahum 1,5-6.

Fundet er et resultat af et samarbejde, som blev påbegyndt i 2017. Israels Antikvitetsmyndighed er den primære aktør, da det er deres arkæologer, der de seneste år har scannet omkring 600 huler ved Det Døde Hav og indtil videre foretaget udgravninger i 12 af dem.

Og for nylig var der så jackpot. Det er første gang i 60 år, at man finder brudstykker af bibelske skrifter, som er 2.000 år gamle. Og en af udgravningslederne håber og tror, at det kun er det første af mange store fund. Eitan Klein siger, at man »har dækket 60 eller 70 procent af området, hvilket betyder, at vi stadig har 40 km ørken tilbage. Jeg vil tro, at der er arbejde til to eller tre år«.

Ud over skriftstykkerne har man også fundet en flettet kurv, som arkæologerne daterer til at være cirka 10.000 år gammel. Fundet blev beskrevet som »usammenligneligt med noget andet«. Man fandt også et mumificeret lig at et barn.

 

En kamp mod tyve

Projektet blev blandt andet sat i gang, fordi myndighederne er klar over, at der også er andre – mere ubudne – gæster i de svært tilgængelige ørkenhuler. Nemlig tyve, som er ude på at gøre et fund, der kan berige dem. Arkæologerne er bange for, at vigtige fund på den måde vil blive forhindret – og at verden kan blive berøvet vigtig viden.

Hulerne er ikke lette at komme ind i, og mange steder har arkæologerne været nødt til at klatre på klippevægge og rappelle for at komme ind. Man har også brugt droner til at udforske området.

Nu fortsætter arkæologernes arbejde for at blive klogere på fortiden, og der er som sagt nok huler at gå i gang med.