Her er Israels Eurovision-sang, »Hurricane«

Der har været sagt og skrevet meget om Israels deltagelse i årets Eurovision Song Contest, som afholdes i Malmø i maj. Flere lande og kunstnere har sagt, at de synes, Israel skal udelukkes på grund af krigen i Gaza. For eksempel i Island, hvor man stadig overvejer sin deltagelse, nu hvor Israel også deltager. Flere lande har tidligere overvejet det samme, men alle andre har valgt at rejse til Malmø til maj.

I Danmark lød budskabet fra vinderen SABA, at hun overvejede sin deltagelse på grund af Israels medvirken. I en chat dagen efter sejren i det danske melodigrandprix skrev hun, at »det kunne være passende, hvis Israel selv trækker sig i respekt for fællesskabet«. Samtidig har hun kaldt Eurovision for en »inkluderende fest«. Ifølge Saba gælder inklusionen dog tilsyneladende ikke Israel.

Danmarks Radio har bakket op om arrangørernes (EBU) beslutning om at lade Israel deltage, men har også udtrykt forståelse for kunstnere, som måtte have det på en anden måde – og dermed altså udvist forståelse for ønsket om at boykotte Israel.

 

»Hurricane« erstatter »October Rain«

Ud over selve Israels deltagelse har også den israelske sang været omdiskuteret. Sangen »October Rain« af Eden Golan blev nemlig diskvalificeret af EBU, som mente, at den var for politisk.

Først lød det fra den israelske tv-station KAN (Israels svar på DR), at man ville trække sig, hvis Eden Golan ikke fik lov at synge »October Rain«, som havde flere tydelige henvisninger til terrorangrebet 7. oktober. Men man ombestemte sig og har nu fået godkendt sangen »Hurricane«, som blev offentliggjort 10. marts og altså nu kan høres på diverse streamingtjenester. Den sang har i øvrigt også flere sætninger, der let kan lede tankerne hen på 7. oktober.

Hør Hurricane på Youtube

Sangteksten minder nemlig meget om »October Rain«, men der er selvfølgelig visse ændringer. Mens titlen October Rain tydeligt henviser til 7. oktober, må man sige, at titlen »Hurricane« i høj grad siger noget om Israels deltagelse i Eurovision, som indtil nu har været lidt af et stormvejr.

Omkvædet i sangen lyder sådan:

Every day I’m losing my mind
Holding on in this mysterious ride
Dancing in the storm I’ve got nothing to hide
Take it all and leave the world behind
Baby promise me you’ll hold me again
I’m still broken from this hurricane.

I "October Rain" lød den sidste sætning »I'm still wet from this october rain«.

 

Har fine chancer for en god placering

Israel deltager i den semifinale, som afholdes 9. maj. Finalen er 11. maj. Og ifølge bookmakerne har sangen – trods den heftige modstand og krav om boykot – en chance for at klare det rigtig godt. Mange bookmakere har Israel på en forventet 9.-plads – og det er ud af 37 deltagende lande. Så hvis prognoserne holder, skal Eden Golan og hendes hold reservere hotel i Malmø frem til søndag, for så bliver »Hurricane« en del af finalen.