Her er de nationalparker, israelerne besøgte mest i 2021
Hvor tager israelerne (og de meget få turister) hen, når de skal på tur i weekenden eller holder ferie i hjemlandet? Det har Natur- og Parkstyrelsen i Israel givet et godt svar på i denne uge, hvor de har offentliggjort tal for, hvilke nationalparker der har haft flest besøgende i 2021.
Mens der normalvis er masser af udenlandske turister, der besøger Masada, En Gedi, Hermonbjerget og de andre smukke steder, så er det i 2021 stort set kun israelere, der har kunnet nyde den flotte natur – selvfølgelig på grund af indrejseforbuddet for turister. 99 procent af de besøgende i år har haft israelsk pas.
Ny førsteplads
I alt 9.548.000 har i år besøgt nationalparkerne rundtom i landet. Det er en stigning på 47 procent i forhold til sidste år. Men det er stadig færre end årene før coronapandemien.
Mens det sidste år var Masada Nationalpark, der havde flest besøgende, var det i 2021 Tel Ashkelon Nationalpark, som med 576.000 besøgende snuppede førstepladsen. Masada røg faktisk helt ned på 9.-pladsen. Den imponerende klippe ved Dødehavet havde således kun 242.000 gæster i år. I 2019 tog mere end en million mennesker turen til toppen af klippen.
Efter Tel Ashkelon kommer Yarkon Nationalpark ind på andenpladsen – den ligger ved Tel Aviv og er derfor et lettilgængeligt udflugtsmål for mange. Herefter følger En Gedi Naturreservat og Baniasreservatet, som ligger ved foden af Hermonbjerget. Også Cæsarea Nationalpark, Gan Hashlosa Nationalpark, Tel Dan Naturreservat, Nahal Snir Naturreservat og Tal Grove Nationalpark kom ind i topti.
Tel Ashkelon Nationalpark i det sydlige Israel - tæt på Gaza - var den mest besøgte nationalpark i 2021. (Foto: Wikimedia)
Turisterne må vente lidt endnu
Der er masser af smukke og storslåede steder i Israel. Desværre kan udenlandske turister ikke rejse ind i landet lige nu. Indrejseforbuddet blev torsdag forlænget ti dage, så det nu står til at udløbe 22. december.
Udviklingen af coronasmitte – ikke mindst Omikronvarianten – vil afgøre, om forbuddet forlænges yderligere. Smittetallene er gået lidt op og ned i den seneste uge og er samlet set steget en smule. Men der er indtil videre ikke tale om en ny smittebølge i landet.