Heller ikke Israel går fri: Smittetallene stiger – igen
Også i Israel er det Deltavarianten, der huserer. Siden marts har smittetallene ikke været så høje, og der er stort fokus på, hvad der skal gøres for at bremse smitten. Embedsfolk i sundhedsministeriet opfordrer politikerne til at genindføre krav om coronapas ved fitnesscentre, spisesteder mm. Der opfordres også til at holde igen med store bryllupsfejringer, som der traditionelt er mange af i den kommende tid.
En af konsekvenserne ved det høje smittetal er, at Israel har aflyst enkelt-turisters tilbagevenden til landet 1.august. Der er ikke meldt noget ud om, hvornår turister så kan få adgang. Der har sågar kortvarigt været rygter om helt at lukke lufthavnen Ben Gurion igen, men de er nu tilbagevist af sundhedsministeren Nitzan Horowitz.
Derudover er der tale om, at de store højtidsfester begyndende med nytåret i september vil blive ramt af genindførte restriktioner.
Det, som er alarmerende ved denne fjerde bølge er, at selv mennesker, der er vaccinerede, bliver smittet. Dog er der ikke så mange, der er kritisk syge. De israelske sundhedseksperter udtaler, at de jo ikke har nogen at spørge om erfaringer, da Israel er det land, der er længst fremme med hensyn til bekæmpelse af Covid 19. Så vi må lære, mens vi arbejder på sagen, og så må andre nationer lære af os, siger de.