Har Israel pligt til at levere vacciner til palæstinenserne?

Et spørgsmål, som har været oppe at vende den seneste uges tid, er spørgsmålet om, hvorvidt Israel er forpligtet til at levere coronavacciner til den palæstinensiske befolkning på Vestbredden.

Nogle internationale medier og ngo’er har sagt, at Israel har en juridisk forpligtelse til at sørge for vacciner til palæstinenserne med argumentet om, at Israel er en besættelsesmagt. På tv2.dk kan man mandag læse denne artikel, hvor en repræsentant for Det Palæstinensiske Selvstyret citeres for at anklage Israel for ikke at leve op til ansvaret – mens det fremgår, at Israel er uenige i anklagen. Artiklen tager dog ikke stilling til, hvem der har ret.

Også på sociale medier bliver Israel udsat for kritik. Marc Hill, der er kendt som en markant kritiker af Israel, påstod endda, at Israel praktiserer »medicinsk apartheid«.

International lov

Det er meget almindeligt, at kommentatorer, medier og ngo’er anklager Israel for at overtræde »international lovgivning«. Men som mediet Honestreporting skriver i sin redegørelse for de juridiske forhold, bliver der sjældent gjort opmærksom på, hvilken lovgivning der egentlig er tale om. Og derfor gentager mange mantraet om, at Israel bryder loven, uden helt at vide, hvad der menes.

Som nævnt har Honestreporting gjort rede for, hvad der er op og ned i debatten. Og den redegørelse forsøger vi at formidle videre her på dansk. Honestreporting ledes af juristen Daniel Pomerantz, som jævnligt bruges som juridisk ekspert på israelsk tv. Han er også forfatter til artiklen.

Han begynder med at slå fast, at international lovgivning ikke skal forstås som love i traditionel forstand. Det henviser derimod mere til forskellige typer af vedtagelser, resolutioner og aftaler, som er indgået mellem forskellige parter på kryds og tværs.

I dette tilfælde er det Den Fjerde Genevekonvention, artikel 4, og Osloaftalen, der er relevante. Og for at forstå, hvem der er forpligtet til hvad, må man læse dem begge i sammenhæng. Også Haag-konventionen er relevant.

Genevekonventionen

Genevekonventionen er den mest overordnede. Den siger blandt andet, at en »besættelsesmagt har pligt til at sikre en tilstrækkelig levering af mad og medicin …«. Dokumentet siger altså ikke, at Israel nødvendigvis selv skal stå for leveringen, men at de har et ansvar for, at også den palæstinensiske befolkning får hjælp.

Blandt israelere og blandt jurister er der debat om, hvorvidt denne artikel 4 gælder for Israel, fordi de ikke er en besættelsesmagt i helt traditionel forstand, eftersom palæstinenserne har deres egen fungerende regering, hvis beslutninger Israel skal respektere. Den israelske højesteret har dog flere gange besluttet, at Israel skal handle som en besættelsesmagt – uanset om man så mener, at de er det, eller ej.

Men når det gælder det specifikke forhold her, er der en særlig aftale, som beskriver forholdet mellem de israelske og de palæstinensiske myndigheder. Nemlig Osloaftalen, som de to parter indgik i 1995.

Osloaftalen

I Osloaftalen står der: »Israel og palæstinenserne skal udveksle informationer om epidemier og smitsomme sygdomme, de skal samarbejde om at overvinde dem og skal udvikle metoder til at udveksle journaler og medicinske dokumenter.«

Aftalen lægger altså op til et samarbejde. Men repræsentanter for Det Palæstinensiske Selvstyre har i sidste uge sagt, at man ikke har bedt Israel om hjælp, og at man i stedet selv arbejder på at få leveret vacciner. Angiveligt har man en aftale med AstraZeneca, som vil levere vacciner i februar. Og palæstinenserne deltager også i FN’s program COVAX, som fordeler vacciner. »Vi er ikke en afdeling i det israelske forsvarsministerium. Vi har vores egen regering« lød det. Budskabet lader altså til at være, at man ikke vil fremstå som afhængig af Israel.

Med andre ord kan man forsvare Israel med, at palæstinenserne ikke ønsker at få israelske vaccinere leveret. »Selvstyret har ret til at afvise israelsk assistance, og Israel kan ikke ignorere denne beslutning,« skriver Daniel Pomerantz fra Honestreporting.

Man kan også forsvare Israel med argumentet om, at landet stadig er i gang med sin egen befolkning, hvor alle endnu ikke har fået den. Skulle man overflytte ressourcer og vacciner til palæstinenserne, ville det forsinke det israelske program. Og ifølge FN’s menneskerettigheder er en nation også forpligtet til at sørge for sine egne.

Daniel Pomerantz afslutter sin artikel med at konkludere, at »Israel må balancere mellem sin forpligtelse over for sin egen befolkning og sin forpligtelse over for det palæstinensiske folk.«

30 procent er vaccineret

Når det gælder det israelske vaccinationsprogram, så går det fortsat derudaf i højt tempo. Indtil videre har man prioriteret folk over 60, men tirsdag er turen så kommet til dem mellem 55 og 60.

I skrivende stund har landet vaccineret hele 1,8 millioner borgere, hvilket svarer til cirka 30 procent af dem, som skal have vaccinen. Samtidig er landet fortsat lukket helt ned. Alle sejl er sat til at få bekæmpet smitten, som de seneste uger har udviklet sig i den forkerte retning.